Kronik afLotte Hvas

Må vi være raske, når vi lever i diagnosekultur?

Fra tidernes morgen har diagnoser været lægernes uundværlige arbejdsredskab. Men i dag er diagnoserne flyttet ud af lægernes konsultationsrum og blevet hvermandseje: Hvem har ikke følt sig lidt småstresset eller deprimeret i januarmørket?

Diagnosen har skiftet karakter fra at være en nogenlunde præcis betegnelse til at være en kampplads for rettigheder og normalitet. Diagnoserne er samtidig blevet et redskab til at fordele velfærdsgoder som sygedagpenge, medicinsk behandling og hjælp i skolen. Diagnoserne er med til at definere, hvad der er normalt og unormalt, og har fået større betydning for, hvordan vi opfatter os selv og vores liv.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
PodcastSe alle
’Håndholdt panserværnsgranatkaster RPG-7V’. ’Kalasjnikov-automatgevær AK-74’. ’Offensiv håndgranat RGD-5’. Det er nok de færreste børn i 8. klasse, der ved, hvordan de våben skal bruges, hvad de hedder, og hvordan de virker rent teknisk. Men det gør børnene på skolen på den russiske ambassade i København. Her, blandt pæne lejligheder og store huse på Østerbro, er læren om de tre våben blot en brøkdel af det militære stof, børnene undervises i. Politikens journalist Sigrid Debois Reuss har gennemgået hundredvis af sider i en række dokumenter fra den russiske skole i København for at kortlægge, hvad der foregår inden for skolens mure.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her