»In Denmark we eat opium on the morning bread«.

Stemmen fra flysædet foran mig lyder ganske overbevisende. Jeg rejser mig halvt op for at se, hvem der får en lektion i danske kostvaner.

En rystet pakistaner kigger op på mig. »Sorry, are you together?«, spørger han.

Danskeren, der holder foredraget, er Kimmo Pedersen. Bror til Abdul Wahid Pedersen, Danmarks svar på imam Omar Abdel Rahman – den blinde bagmand bag bomben i World Trade Center 1993. Hvis ellers Karen Jespersen står til troende.

Årstallet er 1988, og sammen med Kimmo, VU-formand Lars Løkke Rasmussen, KU-formand Martin König og journalist Helle Maj er jeg på vej til Pakistan. Formålet med turen er at lave research og billeder inde i Afghanistan til en landsindsamling på de danske gymnasier.

Helle Maj er med for at skrive artikler til den danske presse på eget initiativ. Vores guide på turen hedder Asmat Mojadeddi. Kimmo er repræsentant for Venskabsforeningen Danmark-Afghanistan.

Han er også alkoholiker, men det har hans bror Abdul Wahid Pedersen ikke nævnt over for os andre. Vi finder ud af det på vej til Karachi. Kimmo har netop taget den sidste slurk af en hel flaske vodka, han med en sporhunds næse har støvet op i Damaskus lufthavn. Han er moden til at fortælle sin pakistanske sidemand om dansk morgenbrød.

I 1988 så verden anderledes ud. Det var dengang, Pia Kjærsgård aktivt støttede de muslimske frihedskæmperes kamp mod imperialisterne fra Sovjet.

Det var år, før begreber som islamister, naivister, halalhippie og 2. g’ere befolkede den danske folkesjæls frihedssøgende sindelag. Det var dengang, hvor kommunisterne var hovedfjenden for os i Vesten. Det var med andre ord gode tider.

Her på 20-års dagen for den sovjetiske tilbagetrækning fra Afghanistan er tiden kommet til at få tingene sat på plads.

De sidste otte-ni år er Lars Løkke Rasmussen blevet hængt ud som islamisk ekstremist, talebaner og en politiker, der aktivt støttede terroristerne, der stod bag terroren 11. september.

Den samlede venstrefløj fra stalinisterne i Enhedslisten til salonsocialisterne i Socialdemokratiet har krævet Lars Løkke stillet til ansvar for den støtte. Senest her i februar 2009. Og nu går også højrefløjen til angreb på Lars Løkke og vores rejsefæller på turen.

Og så er det, at det kammer over. Lars’ allierede fra dengang, Pia Kjærsgaard og hendes stormtropper, kalder nu vores guide på turen ind i Afghanistan, Asmat Mojadeddi, for ekstremist. Og Karen Jespersens skingre stemme skriger mig i ørerne, når hun nu vælger at kaste sig over de gode kræfter blandt muslimerne – dem, som vil bygge broer mellem de rabiate danskere og lige så rabiate muslimer. Det er for langt ude.

Tilbage til ’88: Vi holder et par møder i Dansk-Afghansk Venskabsforenings lokaler på Vesterbro før afrejsen til Afghanistan. Med til møderne er også Abdul Wahid Pedersen og Fremskridtspartiets Ungdoms formand, som ikke skal med på turen.

Jeg får dengang Abdul Wahids historie om, hvordan han blev muslim. En historie om hashsmugling, koranlæsning i et indisk fængsel og senere en dom i Danmark.

Men i 1988 er han nået så langt med sin religion, at alt det er fortid. Han har fundet sig selv ved hjælp af islam. Og har som bonus fået omvendt sin bror Kimmo til den rette tro. Kimmo, som skal med til Afghanistan.

Turen bliver til, fordi Operation Dagsværk styres af DKU’ere. Hvis der er nogen, der ikke kan huske, hvad de bogstaver står for, så lad mig genopfriske. Danmarks Kommunistiske Ungdom.

VU, KU og FPU (læs Pia Kjærsgaard) var trætte af, at Stalins børn bestemte alt i Operation Dagsværk. De syntes, danske gymnasieelever skulle have et alternativ. Selv om vi står vidt forskellige steder i det politiske spektrum, kan jeg kun bakke op om ideen om en alternativ indsamling til skoler i Afghanistan.

Den danske venstrefløj var meget stille omkring Sovjetimperiets besættelse af Afghanistan. Hverken den dengang venstreorienterede Karen Jespersen, Ole Sohn (formand for Centralkomiteen i DKP, som støttede op om besættelsen af Afghanistan) eller Frank Aaen (han havde ellers muligheden som redaktør på Land og Folk) var særlig langt fremme med kritik af myrderierne.

Faktisk kom der ikke en protest over besættelsen ud af munden på dem. På trods af, at landet flød med sommerfugleminer og kuglepenne, der sprang i luften, når børn samlede dem op, så de mistede en hånd eller en arm.

På trods af, at de russiske spetsnas-styrker voldtog kvinder, lagde landsbyer i grus fra stor højde med bomber afsendt af Su-27 fly og mænd blev henrettet for bare at være til stede.

På trods af, at krigen i ’88 har kostet to millioner menneskeliv og fem millioner er drevet på flugt, så er tavsheden på den etablerede venstrefløj larmende høj.

Derfor vil vi til Afghanistan i 1988.

Vi møder Asmat Mojadeddi i Peshawar i Pakistan. Asmat kom i 1974 til Danmark som politisk flygtning kun 19 år gammel. Hans far sad fem år i fængsel for kritik af den daværende konges samarbejde med Sovjetunionen.

Her i 1988 er Asmat blevet formand for Venskabsforeningen Danmark-Afghanistan. Han er også blevet læge, han er blevet integreret.

Som søn af den fremtrædende og moderate Sibghatullah Mojaddedi, lederen af Den Afghanske Nationale Befrielses Front, er han formand i venskabsforeningen med vægt, intellekt og den fornødne tyngde hjemme i Afghanistan.

I Peshawar møder vi også den afghanske frihedskæmper og kommandant, der skal føre os ind til Kolangar, en landsby med ca. 10.000 indbyggere i Logarprovinsen. Landsbyen ligger under 30 km fra Kabul, og vi kan forvente at blive skudt på under turen, fortæller han. Den kommunistiske regering holder en del af byen og sender dagligt mortergranater ned over indbyggerne.

Kommandant Assadulah Falah er en høj, flot mand. Iklædt turban og et sort fuldskæg med små, grå stænk er han som trådt ud af en historiebog. Han er ingeniør, taler perfekt engelsk, og så har han en karisma og aura omkring sig, som jeg først fem år senere i mit liv igen møder. Denne gang hos Nelson Mandela.

Assadulah Falah forklarer os besværlighederne med at krydse grænsen illegalt. Vi skal klædes ud som afghanere, have håret farvet sort og snakke dansk ved de pakistanske vejspærringer på vej til grænsen. Men så skal det nok gå.

Aftenen før vi sætter kurs mod krigen, farver journalist Helle Maj vores hår og øjenbryn sorte. Helle Maj skal ikke med ind i det sønderbombede land. Det er for farligt, og hun mener heller ikke, at hun ser særlig sexet ud i burka.

KU’s Martin König tager heller ikke med. Den pakistanske mad mikset med almindelig frygt for at dø har fået den konservative ned at ligge med feber og diarré. Han når ikke langt i dansk politik.

Turen er ikke for tøsedrenge. Vi går i et stræk på 20 timer igennem minefelter og med fly, der brager over os. Vi rider på hesteryg. Vi ser jagerbombere slippe deres dødbringende last ud over landskabet.

Senere i det totalt mørkelagte land observerer vi et større slag mange kilometer væk. Lyssporskugler trækker striber hen over nattehimlen, og raketter lyser rødt i brede penselstrøg på det sorte lærred. »Det er der, vi skal over«, siger kommandanten med et smørret grin. »Det er Kolangar«.

Overalt, hvor vi kommer frem, bliver Asmat Mojadeddi modtaget, som var han Jesus. Eller næsten overalt. For der er også strækninger, hvor vi som tyve i natten sniger os gennem landskabet.

Fraktionerne i det besatte land er ikke alle venlige stemt over for Mojadeddis moderate linje. Og hvad er det så, vi skal? Hvad er det, vi sætter livet på spil for?

Vi skal se på skoler. Skoler, som huser både drenge og piger, men som mangler de helt basale værktøjer som ordentlige bygninger, lærebøger, tavler og kridt.

Vi skal dokumentere disse mangler. Vi følger undervisningen og prøver at overleve kommunismens rædsler, der falder som spredte regndråber i form af 80 mm morterer i de støvede gader.

Behovet for et nyt og mere konstruktivt undervisningsmateriale er tydeligt. De små poder i klassen har en matematikbog, hvori tallet 3 er illustreret med tre AK 47’ere. Fem mortergranater står for tallet 5.

Det er ikke som min første klasses lærebøger, hvor vi lærte at tælle i æbler, bananer og andet godt fra grønthandleren. Det er åbenlyst på tide med lidt mere pædagogiske hjælpemidler i kampen for at forandre livet i landsbyen.

»Når jeg bliver statsminister… «, siger Lars Løkke tit, når vi sidder og spiser på et afghansk tæppe eller rider mod fronten.

Sætningen kommer naturligt ud af den kun 24-årige VU-formand. For det meste handler resten af sætningen om, hvordan Lars Løkke vil forandre det danske samfund. Politik vi ikke er enige i.

Men vi får også tid til at kommentere på Kimmo Pedersens fremgang fra alkoholiseret muslim til en spritfri mand, der sammen med vores livvagter tager sin tørn og beder fem gange om dagen med ansigtet vendt vest mod Mekka.

Vi har på det tidspunkt fundet ud af, hvorfor Kimmo Pedersen er med. Abdul Wahid Pedersen har satset på, at en måneds rejse til Pakistan og Afghanistan for altid vil få hans bror Kimmos druk stoppet. En kold tyrker serveret på afghansk.

Det er inspirerende, og snakken går, om det ikke ville være en model for alkoholbehandling generelt. Noget Lars Løkke kan arbejde med, når han bliver statsminister.

Efter nogle dage i Kolangar, som er blevet brugt til research, fotografering og for Asmats vedkommende forhandlinger med lokale warlords, begynder den lange vej tilbage til Pakistan.

Det bliver en begivenhedsfyldt rejse. En nat falder mortergranater ned omkring den lastbil, vi kører i. Det er en særpræget oplevelse at blive skudt på i buldermørke og sidde i et ramponeret førerhus med en turbanklædt afghaner ved rattet, der alt for langsomt slalomer sig vej mellem eksplosionerne.

Vi får også lejlighed til at se et våbenlager i en grotte – det er så stort, at krigen i Afghanistan kan fortsætte i 1.000 år. Våbnene er betalt af amerikanske skatteydere.

Resten er historie. Det lykkes den alternative indsamling at rejse 600.000 kroner ude på de danske gymnasier. Penge, der går til bøger, bygninger, tavler og kridt. Skoler, som huser både piger og drenge. Sådan som det er meningen.

Lars Løkke har med sin bedrift gjort noget, som få levebrødspolitikere vil binde an med: Han har sat livet på spil for en god sag, han tror på.

I dag skal Lars Løkke ifølge Per Clausen fra Enhedslisten stå til ansvar for at have skaffet »våben til hans venner (Abdul Wahids, red.) i Afghanistan«.

Clausen tillader sig at kalde Mojadeddis folk for »Talebans forgængere«. Kom glad, Per. Hold dig til grisebasser og bøsser, noget, du har forstand på. Og lad i stedet Frank Aaen forklare sin rolle i massemordet på afghanerne under Sovjetimperiets tyranni. Det vil være meget mere interessant.

Til Pia Kjærsgaard og dine disciple: Asmat Mojadeddi, hans far og hans familie er pæne, anstændige mennesker. Asmat gør et enormt arbejde for at skabe dialog mellem muslimer i Danmark og gyde olie på vandene. Han prøver den slagne vej i Danmark, dialogens. Han er en fuldblodsdemokrat, der udøver sin ret til selv at vælge sin religion. Ingen af os er tjent med ekstremer og deres uforsonlige retorik.

Til Karen Jespersen: Abdul Wahid Pedersen er en glad mand. Som jeg husker ham, besidder han et mildt væsen og en oprigtig tro. Også på demokratiet. Hvis han skal males op i et hjørne som ekstremist, er vejen for et anstændigt samfund ikke bare lang, men ikke eksisterende.

Man skal ikke kaste med sten ...

Jeg vil ikke umiddelbart anbefale Wahid Pedersens alkoholafvænningsprogram. Det første, Kimmo Pedersen gør, da vi kommer tilbage til Peshawar, er at frekventere Pearl Intercontinental. Hotellet har en bar for udlændinge, hvor man ved fremvisning af pas og udfyldning af tre formularer får lov til at købe alkohol. Du skriver under på, at du ikke er muslim. Så Kimmo-terapien holdt kun et par uger. Den kolde afghaner hjalp ikke.

Danmark er i dag involveret i en krig i det engang så smukke land. En retfærdig krig, en beskidt krig. En krig, der ikke kan vindes, hverken i Danmark eller Afghanistan, ved at bortvælge de gode kræfter som Mojadeddi ved at kalde dem »Talebans forgængere«.

Muligvis har Enhedslisten så mange DKP’ere tilbage i deres rækker, at retorikken altid vil være præget af kold krig. Så kan jeg kun håbe, at vælgerne stemmer dem ud ved næste valg. Lad os få en reel dialog bygget på kendsgerninger, historie, sandhed. Og indsigt.

Engang skulle jeg tage billeder på en dansk badeanstalt sammen med en kollega. Iklædt bar røv og spejlreflekskameraer fotograferede vi nøgne mænd under bruserne. Indtil en meget stor bodybuilder kaldte os bøsserøve og lovede os tæv. Han var klart selv bøsse, men ville ikke tages med bukserne nede (i den her situation).

Det, man siger, er man selv. Sagde man i min barndom. Tænk, hvis det kommer i avisen, at Karen Jespersen er skabsmuslim. Men ikke tør springe ud. Det ville koste hende vælgernes opbakning, en fed ministerhyre og et ægteskab.

Det er nok ønsketænkning fra min side. Men jeg har svært ved at se, hvordan hun ellers dag ud og dag ind kan besidde så meget had – så meget galde til mennesker – hun ikke kender.

Men måske jeg som naivist bare ikke forstår mig på livet.