Tårerne og selvmedlidenheden kan ikke lade være at melde sig, når jeg tænker på, at der nok kommer en omgang mere og én mere, sådan har det i hvert fald været de sidste femten år.

Jeg er skizofren – bare ikke lige nu, eller jo, det er jeg jo, for den ligger i mig – den lille djævel, der nogle gange tager over, siger mærkelige ting, er grænseoverskridende, fylder mig med angst, så verden er min fjende, alle vil gøre mig ondt, taler om mig, og jeg er dødsens angst for at blive lukket inde.

Som dengang i Frankrig, hvor jeg oplevede mit livs mareridt og blev tvangsindlagt, tvangsmedicineret på en voksenafdeling som 15-årig blandt franskmænd. Fløjet hjem med SOS som i en anden film og ellers igennem hele min teenageperiode skulle leve med skammen og alle fordommene i baghovedet over at have været på en lukket afdeling. For så er man jo skør, eller endnu værre: Man er farlig for omgivelserne og måske også sig selv.

Og nu er det så, at jeg læser, jeg eventuelt skulle have været en abort. Jeg skulle ikke have levet.

Og det skal da også være sagt, at jeg på ingen måde ønsker at gennemleve mine tyvere igen. Ulykkeligt forelsket i en mand, der på ingen måde ville have mig, i gang med en uddannelse, jeg på ingen måde brændte for, sporadisk forhold til veninder, fordi jeg ikke turde fortælle om min sygdom.

Facade var en stor del af mit liv, samtidig med et fremmedgjort forhold til mig selv, for er jeg sindssyg nu? Er det her mærkeligt at gøre? Jeg er også en belastning for mine omgivelser. Jeg skal virkelig være taknemlig, hvis nogen gider være min ven, min kæreste, jeg er jo en taber, en trist belastning, det kan jeg ikke forvente, at andre mennesker skal være en del af.

Mine bedste fortrolige var behandlere, som jeg hver gang fik et varmt forhold til og ville give gaver, for hvor var de dog nogle lyttende givende mennesker, der dog altid stoppede, præcis en time efter jeg kom, og som jeg jo ikke kunne se video med fredag aften, gå i biografen med eller tage en uge til Grækenland med, når den lange, lange sommerferie meldte sig.

Når man bliver psykisk syg så tidligt som jeg, kan man ikke forvente, at andre unge er der og forstår. De har nok at tumle med i forvejen. Så lad mig sige det, som det er – de første otte - ti år var det en kamp ud af ensomhed og skam med den her sygdom. Indtil jeg turde fortælle en veninde om det.

Hun tog ikke afstand, men sagde i stedet tak, fordi jeg betroede hende den oplevelse. What – er det sådan, det hænger sammen. Ja for nogle, andre bliver skræmt fra vid og sans.

Så sent som i foråret sad jeg på biblioteket på Københavns Universitet på Amager og overhørte nogle studerende, »ja, hun skal i praktik på en psykiatrisk afdeling, shit, hun er også lidt bange, der er sikkert nogle crazy people«, noget i den stil … og jeg sad, shit, findes den holdning stadig, er det stadig gøgereden-billeder folk tænker, når de tænker psykiatriske hospitaler.

Gud, jeg troede, det hørte fortiden til, no wonder at det stadig er kæmpe tabu, og man bestemt ikke er åben omkring det, for hvilket billede får folk ikke af én. De tænker sikkert sådan og sådan om mig, og nu må jeg lige opføre mig ekstra normalt.

Man bliver fængslet af uudtalte fordomme, som jo nok er de fordomme, man selv tænker, at der må være. Derfor vælger jeg min anonymitet.

Men for at vende tilbage til, at jeg måske skulle have været en abort. Det gør, at jeg lige tænker over, om livet har været livet værd.

Det er sygdommens skyld, at jeg har levet i helvede flere gange og næsten ikke orker at tænke på næste gang, det sker. Hvem kommer jeg til at skælde ud næste gang, hvem skriver jeg grænseoverskridende mail til, hvad siger jeg til de nye bekendtskaber, jeg har fået, bliver jeg nogensinde færdig med min uddannelse, og for at se det i et længere perspektiv, hvad skriver jeg i mit cv med alle de huller. Får jeg nogensinde et arbejde?

Og for nu igen at vende tilbage til de skide tyvere. Stærkt medicineret og på flere måder et liv, jeg ikke var glad for. Hvad kommer så først – hønen eller ægget?

Blev jeg syg gentagne gange, fordi jeg ikke lyttede til mig selv, eller lyttede jeg ikke til mig selv, fordi jeg desperat prøvede at holde fast i at være i gang med et eller andet, være fornuftig – for at flygte væk fra det ubehagelige sygeliv? Og vigtigst af alt, jeg turde ikke være alene i selskab med mig selv, stole på mig selv, turde ikke leve mine drømme ud om at rejse, arbejde i Afrika, for hvad nu, hvis jeg blev psykotisk?

Jeg var ikke tryg i verden på nogen måde, fordi min største frygt sad inde i mig selv. Jeg kunne ikke rejse ud, for djævlen rejste bare med. Jeg havde som lille altid haft mig selv, når verden var ond, så var alle andre bare dumme, og jeg kunne gemme mig ned under dynen, indtil den blev god igen.

Men nu er djævlen med nede under dynen, der er ingen fred og ro, du har alle de psykotiske minder, hvor stemmer har fyldt dit univers, og hele verden har været ubehagelig. For bagefter at finde ud af, når du bliver rask, at det hele kun findes inde i dig.

Du har ingen at dele det med, du har ingen at finde fællesskab med, det er dine dæmoner, og du må leve med dem.

Når de så forsvinder, kommer der gerne en depression, du finder ud af, at verden er den samme, du har skrevet og sagt mange mærkelige ting, nogle er du blevet uvenner med, fordi du har svinet dem til, du har brudt med din uddannelse for en stund, du er måske blevet sygemeldt, og nu kommer det hårde arbejde med at bygge en dagligdag op, se i øjnene, at du ikke kan skjule, at du har en sygdom, at alle dine nye bekendtskaber nu også ved det, og det altså ikke var sidste gang sidste gang.

Mange venskaber er røget på den konto, mange drømme, mange muligheder, mange chancer er droppet, og mange måneder er gået med helt elementært helvede, hvor angsten, stemmerne fylder det hele.

Men hvor har jeg dog også oplevet meget omsorg fra familie og veninder, haft utallige grineflip, hvor tårerne har flydt ned ad kinderne, set mange fantastiske steder på jorden, haft utrolig mange smukke og hyggelige stunder, fået en gedigen indsigt i mig selv, forstået, at det er o.k., jeg er her, fordi jeg er elsket, selv om jeg også er en belastning, og at jeg ikke er min sygdom.

Jeg er en kvinde, der kan og vil rigtig mange ting. En kvinde, som også kan bidrage, selvom jeg er syg til tider. En kvinde fuld af håb om, at jeg ikke bliver syg endnu en gang, og som ved, at jeg indtil videre altid er blevet rask igen.

Derfor er det ikke aborter, der skal til. Det er et nyt menneskesyn på psykisk sygdom. Der findes heldigvis mange, der er kommet videre end Gøgereden, som også forstår, at når man slår ud psykisk, er det et vink med en vognstang om, at der er nogle ting, som ikke er i orden i ens liv.

De stemmer, jeg hører, er ikke tilfældige rumvæsners stemmer om syrede ting, det er stemmer fra mennesker i mit liv, fra min fortid eller nutid, som fortæller mig noget, jeg skal forholde mig til. Det er det, jeg tror på.

Abort er ikke løsningen. Det er snarere at forholde sig til livet. Hvad vil jeg, hvad gør mig glad, hvad får mig til at stå op om morgenen, hvad giver mening for mig, hvad er det, jeg er god til?

Jeg var en stærk, stærk lille pige, da jeg var lille, var meget kompetent i skolen og tog mig tit af de andre i klassen.

Men som livet jo er, ramlede mit liv også ind i problemer, en kæmpe krise ramte mig, og jeg tog i en alder af 15 år til Frankrig, fordi – ja, hvorfor ved jeg ikke, måske for at komme væk, måske for at starte på en frisk – et eller andet, men jeg tog af sted ked af det indeni og var ti måneder i et land, hvor jeg ikke forstod sproget det første lange stykke tid, hvor jeg gik i en gammeldags skole, hvor jeg faktisk ikke havde nogen jævnaldrende at lege med.

Til sidst drak jeg mig fuld og gik i seng med en for første gang, og det satte gang i psykosen, jeg var væk fra det hjemmevante – fra dem, som kender og elsker mig – fra dem, som jeg har det sjovt med, fra trygheden. Og jeg var bare et barn.

Jeg nægter at tro på, at jeg er født skizofren. Jeg er med på, at jeg har større anlæg for det end andre, ligesom nogle har større anlæg for at få kræft. Men jeg nægter at tro på, at man er født til at få kræft, det er også omstændigheder som livsstil, der sætter fut i fejemøget, og sådan er jeg også overbevist om, det er med psykiske sygdomme.

Når mit liv er godt, jeg er glad og tilfreds, bliver jeg altså ikke syg fra den ene dag til den anden. I mit tilfælde er det altid udefrakommende ulykkelige omstændigheder, der sætter gang i processen, jeg kan ikke sove, og så begynder det lige så stille. Og jeg er med på, at andre ikke ville slå ud her, men det gør jeg altså. Men det retfærdiggør ikke, at jeg skulle have været en abort.

Jeg tror på, at livet er en gave, som man skal tage imod og pakke ud. Men behandle med omtanke, ellers går den i stykker. Og det er hårdt at leve med den her sygdom – som ind i helvede.

Derfor kan jeg også godt forstå, at mange andre i min situation ville fravælge at give deres skæbne videre til deres børn, men jeg sidder her med min lille nyfødte datter på armen, med tankerne om min skønne kæreste gennem tre et halvt år, som har været der – også, da jeg blev syg – og stadig elsker mig – endog højere, siger han.

Skal jeg nu tænke over, om min lille datter bliver skizofren. Jeg er helt overbevist om, at det bliver hun ikke, jeg er endog 100 procent sikker, jeg er slet ikke i tvivl.

Og jeg ville være blevet ubeskriveligt ulykkelig, hvis jeg under min graviditet var blevet konfronteret med en læge, der sagde, at jeg lige skulle få undersøgt, om det lille liv nu var raskt nok på det område og måske få foretaget en abort på et meget spinkelt grundlag. Det kunne måske have igangsat en ulykkelig tid og mange tanker. Ville jeg være en dårlig mor, hvis jeg ikke fik en abort?

På den anden side vil jeg på ingen måde ønske en brøkdel af det, jeg har været igennem, for min datter. Men det er skræmmende, at man nu taler om at abortere ud fra en så usikker viden om fakta. Vi er mange, der lever et værdigt liv med vores sygdom, som oplever mange stjernestunder, som oplever kærligheden og livets op- og nedture, men som også har en sygdom.

Skal fostre, der er disponeret for kræft, også aflives, jeg tror ikke, vi som mennesker ved så meget om livets gåde, jeg tror, vi skal passe på.

Jeg vil i hvert fald gerne være her og opleve min fantastiske datter og hendes opvækst, opleve min dejlige kærestes kærlighed, mine grineflip med mine veninder og den ubetingede omsorg fra min familie.

Jeg er dog i tvivl, men med den meget usikre viden, der er på nuværende tidspunkt, synes jeg, tvivlen skal komme livet til gode.