Som ganske ung og håbefuld hørte jeg kortfilminstruktøren Lise Roos fortælle, hvordan hun fik ideer til nye kortfilm.
Opskriften var simpel. »Hvis der er et emne, som jeg gerne vil vide mere om, så laver jeg blot en film om det«. Enkelt og ligetil. Der er ingen tvivl om, at opskriften giver den rette motivation. Om den så også kan skaffe en finansiering, er en anden sag. Disse ord for at fortælle, hvordan jeg lidt sidelæns sammen med Jørgen Flindt Pedersen kom til at lave en film om ’Præsten, der ikke tror på Gud – Thorkild Grosbøll’. Jørgen havde helt fra begyndelsen, hvor sagen optog alle nyhedsmedier, taget kontakt med Grosbøll og fået en aftale om at følge processen imod ham. Dengang regnede alle med, at sagen ville ende med en retsafgørelse om, hvorvidt Grosbøll kunne være embedsmand i Den Danske Folkekirke, når han nu så åbenlyst erklærede, at han ikke troede på en Gud med stort G. En God historie – med stort G – den lille mand mod systemet. Jeg selv var begyndt at holde Kristeligt Dagblad i håb om at finde ud af, hvad sagen egentlig handlede om. Jeg kan ikke sige, at jeg blev meget klogere, men jeg fik sakset en masse udklip. Det var først langt senere – da vi havde lavet et interview med tidligere biskop Jan Lindhardt i hans sommerhus på Mols – at jeg kom på sporet af en sammenhæng.
Jeg var ved at pakke mit kameraudstyr ned, da Lindhardt kommer med en henkastet bemærkning på sin karakteristiske småklukkende facon. En bemærkning, der fik brikkerne til at falde på plads. Det forstod jeg ikke helt dengang, for så havde jeg nok pakket kameraet ud igen, men mere om det senere. Da Grosbøll selv løste Grosbøll-problemet ved at lade sig pensionere som 60-årig, var det stadigvæk ikke lykkedes Jørgen Flindt Pedersen at skaffe finansiering til filmen. Grosbøll skulle holde sin sidste prædiken i Taarbæk Kirke 20. januar 2008. Det var selvfølgelig et must at få optaget den begivenhed. Jeg sprang til med mit kamera og redigeringsudstyr. Det lykkedes også at få gjort Dags Dato på TV 2 interesseret i historien. Dags Dato ville godt finansiere, at vi lavede nye interview med de medvirkende i sagen, nu hvor den var ’landet’ helt udramatisk.
