Ved en tilfældighed blev det mit lod at blive bisidder og repræsentant for teenagedrenge fra verdens brændpunkter, som i større antal end tidligere set bliver sendt til Europa af deres familie eller andre nærtstående for at komme i sikkerhed. I godt et halvt år har jeg siddet med ved identitetsafhøringer hos politiet, ved asylinterview hos Udlændingeservice, ved samtaler med advokater og ved klagebehandlinger i flygtningenævnet. Drengene gør deres bedste, jeg gør mit bedste, politiet gør deres bedste, sagsbehandlerne i Udlændingeservice gør deres bedste, advokaterne gør deres bedste, og Flygtningenævnet gør også deres bedste.
Hvordan kan resultatet så blive så dårligt? Hvordan kan det ende med afslag, der skriger til himlen? Stigningen i antallet af helt unge asylansøgere genererer en atmosfære af mistro, som ikke bygger på reel viden om drengenes situation, men på frygt for at miste dansk komfort.
