22. juli er en dato, der på samme måde som 11. september har mejslet sig ind i min hukommelse.

Altid vil jeg kunne huske, hvor jeg befandt mig, følelsen af undren og rædsel, der især i disse dage maser sig på, hver gang jeg tænder for fjernsynet eller slår op på internettet.

Det er underligt, at forfærdelige begivenheder er nødt til at komme tæt på, før man virkelig forstår alvoren af dem.

Jeg kan stadig høre et brag og være overbevist om, at en galning i Danmark har fået den samme snedige ide, som Breivik fik for snart et år siden. Det burde jo ikke være en bekymring, enhver rationalisering vil hurtigt fortælle mig, at det der skete i Norge er så ekstremt et tilfælde, at det umuligt vil kunne gentage sig.

Vi lever i et af de tryggeste samfund i verden, man kender parolen, vi har det godt. Alligevel sniger den her uforudsigelighed sig ind, den uforudsigelighed, som danner grundlaget for den frygt, der aller bagerst i hjernen ligger og lurer og bare venter på at blive bekræftet, naget af de fuldstændigt afsindige og begrænsede kommentarer, man dagligt kan læse i kommentarfelter til forskellige netavisers artikler.

Frygten for, at hadet og modstanden mod mennesker i vores samfund kan blive så stor, at nogen i vores land kunne finde på at ty til samme ekstremer som Breivik.

Hvordan ville vi reagere i Danmark? Ville det være med den samme massive værdighed, som nordmændene fremviste? Ville vi med samme uskyld kunne sige, at det kom bag på os?

Har debatten i Danmark og den generelle accept af fremmedfjendske bemærkninger gjort os hærdede og kyniske?

Jeg kommer ikke til at ligge søvnløs om natten, det er livet trods alt for kort til, vi må aldrig lade os styre af frygten for, at en lignende handling kan ske i Danmark.

Ikke desto mindre er vi nået til et punkt, hvor det burde være en menneskelig pligt at tage stilling til, hvordan man vil tackle det had og den radikalisering, der sker i Danmark og i hele Europa, dag for dag, time for time, minut for minut.