Søren Olesen

Økonom og debattør

› LÆS MERE

Forleden sendte DR det første af to programmer under overskriften "Bryllup i farver". En programserie om ære, traditioner og overdådige bryllupper blandt indvandrernes børn, blev det annonceret. Jeg kom tilfældigt til at se programmet midt i opvasken, blev fanget af det og blev altså hængende. Gennem den halve time, programmet varede, blev ét spørgsmål mere og mere påtrængende. Tydeligvis også for programmets tilrettelæggere, der dog valgte retræten inden det blev rigtig spændende. Det vender jeg tilbage til.

Hovedpersonerne var den 19-årige Tuba og den 23-årige Mehmet, begge født og opvokset i Danmark af tyrkiske forældre, der var kommet til landet dengang i 60'erne, hvor betegnelsen var gæste- eller fremmedarbejdere. Det var et nydeligt ungt par, begge med gode danskkundskaber og begge tydeligt mindet for såvel uddannelse som arbejde. De havde selv fundet hinanden, kysset i det skjulte i starten og bedyrede de - endnu aldrig sovet sammen. Begge brugte megen tid på at pointere, at pigen så absolut skulle være jomfru indtil bryllupsnatten og direkte adspurgt svarede han, at hvis man forventer dét af sin kommende kone, må man jo også selv leve op til det. Så jomfru, det var også han. De to var begge den yngste af forældrenes børn og begge var de således de sidste hjemmeboende, da de ældre søskende allerede var blevet gift og havde stiftet familie og hjem.

Man fik i udsendelsen lov at komme inden for i de to familiers hjem og på tæt hold følge forberedelserne til den store dag. Man fik et indblik i et meget tæt familiesammenhold, hvor de to lejligheder nærmest konstant var fyldt til randen med gæster. Spændende og man ville da være et skarn, hvis man ikke med lidt misundelse kom til at måle det op imod os etniske danskeres til tider betændte familierelationer, hvor bryllupper - og begravelser for den sags skyld - ofte kun man mønstre en lille håndfuld blandt en stædigt fastholdende familie- og vennekreds. Det var faktisk spændende og lærerigt at følge. Her begyndte journalisterne bag programmet så at introducere kimen til mit spørgsmål. I den ene familie var begge forældre førtidspensionister. I den anden var moderen førtidspensionist og faderen rådhusbetjent.

I begyndelsen af programmet, var vi seere blevet præsenteret for en lille teaser om selve brylluppet: Der skulle deltage omkring tusinde gæster og intet skulle mangle. Det skulle være en stor og overdådig dag. Og man fulgte bruden in spe, når brudekjole og udstyr skulle indkøbes. Heller ikke her blev der sparet. De dokumentariske indslag fra forberedelsen blev hyppigt afbrudt af interviews med brudeparret, der til enhver tid virkede særdeles sympatiske og - ikke mindst - meget nyforelskede. I et af disse interviews kom journalisterne naturligt nok ind på det nye liv, som snart skulle begynde for de to unge mennesker. Klassikerne - det med at lære at leve sammen, sove sammen,, lave mad, vaske, gøre rent, til den tid passe børn etc. - havde de forberedt sig meget grundigt på. De skulle bo i en lejlighed to opgange fra Mehmet's forældre - sådan gør man nu engang i den tyrkiske kultur, blev det pointeret. Møbler og andet inventar, blev det fortalt, var finansieret af de to forældrepar. Det unge par skulle komme godt fra start, nu, hvor de skulle til at lære at klare sig selv.

I et senere interview med parret, lige før climax med scener fra det overdådige bryllyp, dristede journalisten sig til at stille spørgsmålet om, hvem der skulle betale for det store bryllup. Også her lød svaret, at det skulle de to forældrepar. Journalisten prøvede endnu en gang at komme tættere på. Hvordan havde forældrene fået råd til det? Kækt blev der svaret, at de jo havde sparet op, man havde jo altid vidst, at på et eller andet tidspunkt skulle også de yngste børn jo giftes i lighed med deres ældre søkskende, som allerede havde været turen igennem. Og her er det altså at jeg - og givetvis også mange andre tænkte: Hvordan f'an kan det lade sig gøre at spare op til mindst ét så overdådigt bryllyp gennem tre førtidspensioner og en rådhusbetjentløn? Journalisten turde ikke stille spørgsmålet, men valgte at forblive mikrofonholder på en ikke særlig sandsynlig forklaring.

I min verden blev spørgsmålet hængende tykt i luften, mens jeg fulgte billederne fra limousine-kørslen og den store dytttende bilkortege gennem byen, fra selve brylluppet med de tusinde gæster og resten af den udstillede overdådighed. Superærgerligt, at tilrettelæggerne af programmet ikke turde at følge udfordringen til dørs.

Der kan være en fuldstændig rimelig forklaring på det hele og det ville være særdeles positivt. Fx, at der er tale om, at familiebåndene i den tyrkiske kultur er så stærke, at brylluppet reelt var et kæmpe sammenskudsgilde, hvor deltagerne yder og nyder efter evne og behov. Hvis det er det, der er tilfældet, ville det have været en solid gevinst for programmets evne til at dokumentere rammerne for et "Bryllup i farver" og give os seere et endnu bedre indblik i den tyrkiske kultur.

Alternativet til sammenskudsgildet må jo være en eller anden form for undergrundsøkonomi. Al Capone må have være rundhåndet med at uddele papkasser til det lykkelige unge pars forældre.

I Danmark har der udviklet sig en tradition for, at "det offentlige" i bred forstand - politi, skat og sociale myndigheder - arbejder i lufthavnene, på rastepladser, i lystbådehavnene, i villakvarterne og i rockerborgene efter netop Al Capone-metoden, hvor man sammenligner en given persons eller en given gruppes levevis med de indkomstforhold, som de pågældene har angivet til myndighederne.

Jeg siger ikke, at man nødvendigvis skal gøre det i denne sag, men når man direkte vælger at lade sig eksponere på landsdækkende TV og det ikke kunne lykkes for journalisterne at få et seriøst svar omkring finansieringsgrundlaget, springer muligheden da i øjnene. Ellers vil jeg da blot slutte med at ønske det unge par tillykke med brylluppet og ønske dem alt godt i fremtiden. Journalisterne, tjah, jeg håber, at de næste gang de laver et tilsvarende program vil turde at bevæge sig ind i det minefelt, som de alligevel ikke kunne skjule deres pirrende interesse for.