Michael Bjerring

Ung nordjyde med tro på ret, pligt og engagement Aalborg

› LÆS MERE

Med regeringens nye 2020-plan er fokussen frem mod dette årtis ende lagt. Der er blandt den blandede pose med røde og blå bolcher fokus på arbejdspladser og ungdomsarbejdsløshed. Som glødende socialdemokrat er det guf for ørene. Men planen glemmer at se bag ud og se på, hvorfor vi er endt der, hvor vi i dag vaklende står.

Fokussen på krisens katalysatorer – finansfyrsterne – er tonet ud og andre ting fylder nu den politiske dagsorden. Ligeledes er tidens sand for det danske EU-formandskab svindende. Alligevel burde det politiske lup stadig væk også være rettet mod dem, der startede krisen. De borgerlige så gerne, at spørgsmålet ”Hvem skal betale regningen?” ikke yderligere besvares. Men finansfyrsterne mangler at betale - og især at blive tøjlet. Spørgsmålet om hvem der skabte krisen forbliver også ubesvaret for den enkelte dansker – og når det kommer til, hvordan en sådan krise kan forebygges, er hverken den borgerlige lydhørighed eller idésprøjte at prale af. Vores egen regering har heller ikke fået samlet nok mod til at bekæmpe krisestarterne.

Men man skal jo starte et sted. Her er ét bud på, hvorhenne man kunne skrue op for retfærdigheden og ned for noget af den spekulation, der var med til at drive krisen frem af buskadset.

Det må være logik, at når alt er samlet under et tag bliver flere mennesker mast, såfremt taget falder sammen. Men flertallet har måske ikke brug for at alt er samlet, hvor kun en lille enhed ønsker dette - den samme enhed som rokker, piller og truer husets grundpille. I dette tilfælde kunne man jo dele huset op i to - ét for de mange, der gerne vil have et sikkert fundament og ét for de få, der tør risikere at grundlaget kollapser.

Det samme må gælde for bankerne.

Når den reelle bankdrift for de mange blandes med mere spekulative investeringsaktiviteter for en lille enhed, stiger risikoen for at taget braser, falder sammen og masser ikke få men mange. En opsplitning af bankerne burde være en naturlig reaktion på den kradsende krise. Man gjorde det efter krakket i 1929; man burde i 2012 atter kunne konstatere: ”Vi gjorde det!”.

Et retfærdigt hak mellem den del af banken, der er for de mange og den del af banken, der er for de få, er retfærdig og fornuftig. Hakket sikrer, at staten ved krise kan redde den del af banken, der hjælper den almene dansker uden at skulle samle regningen op for spekulation. Ligeledes bliver det mindre sikkert for de store banker at foretage risikable spekulationer, da de pga. opsplitningen ikke skal forvente at blive reddet af landets skattebidragere.

Kære Regering, tak for en 2020-plan, der skal skabe arbejdspladser for danskerne. Kære Regering, tak for en 2020-plan, der gør op med min generations værste sygdom, ungdomsarbejdsløshed. Men kære Regering, kom nu ind i kampen med at forebygge en ny finansiel krise, kom nu ind i kampen med at mindske spekulationen. Lad os gøre det, der er det bedste for de mange og ikke for de få, for de 1 %.

Et retfærdigt hak, ja tak!