Ida Johannessen

Can.mag visuel kultur

› LÆS MERE

Med henblik på Rune Engelbreth Larsens debatindlæg ”Stereotyp indvandrerrepræsentation i dansk spillefilm” (ført i Politiken 26.05.2012) ønsker jeg at svare på hans kritik rettet mod mine udtalelser i Information 26.05.2012 (http://www.information.dk/301883).

Jeg kan godt forstå, at der rettes kritik mod udtalelsen omkring positive billeder, da jeg kan se, at denne kan fremstå unuanceret. Og jeg vil her påpege, at der ikke er tale om en negativ tilgang til ”positive billeder” af nydanskere generelt, men snarere en socialrågiversk tilgang til at lage det der bl.a. betegnes af Cameron Bailey (1992) og Sarita Malik (1996) som værende ”pligttro film”. Disse film er karakteriseret af, at de bl.a. erhjemsøgt afforestillinger omkulturelrenhed,fællesskab ogautenticitet, og risikerer heraf at opretholde eller skabe forestillinger om to binære opposition – ’os’ og ’dem’.

Film som dette er ofte baseret på velmenende multikulturelle intentioner, men risikerer også at understøtte og oprætholde denne distinktion, da disse også fodres på binære oppositioner trods deres integrationsbegær. For at undgå videre misforståelse er denne slags etniske og socialproblematiske altså film omhandlede sociale problemer. De er oftestdokumentariskog realistisk i stilog positionersineemner og karaktereri relation tilsociale kriser.Filmene forsøger på atformulere'problemer' og 'løsninger pådisse'inden for rammerne afcentrum ogmargin,hvideogikke-hvidesamfund.Måleter ofteat fortællenedgravedeeller glemthistorier,at skriveuskrevnehistorier,at "korrigere" deurigtige oplysningeri denmainstreamkultur.

Pligttro film ønsker med andre ord at sætte problemer i relation til misrepræsentation, kulturmøde og magtforhold på dagsordnen, men risikerer at reproducere dualistiske poler og binære modsætninger eller producere det der med Mehmet Ümit Necefs ord kan omtales som kulturel pladderromantik (jf. Toftgaard og Hawkesworth, 2003). Ümit Necef nævner - det jeg, i dette øjemed, mener er retmæssigt eksempel herpå - Elisabeth Rygårds velmente Omfavn mig Måne (2002) som eksempel på en såkaldt ”pligttro film”, da den fremstår anakronistisk i sin fremstillingen af henholdsvis Tyrkiet og Danmark.

Jeg vil således en sidste gang påpege, at jeg ikke kritiserer positive billeder generelt. Min pointe er snarere, at det at udfordre stereotyper behøver således ikke behøve at betyde en såkaldt ”transcoding”. Med dette menes en strategi, der har det formål at anfægte et repræsentationsregime gennem aktivt aterstatte de negative billeder - som kontinuerligt dominerer populære repræsentationer - med positive billeder. Denne tilgang har til hensigt atoprettebalance, hvor repræsentationsregimet fremstår ulige (som eksempelvis også er påpeget af Stuart Hall, 1997 : 273). ’Transcoding’ drives primært af accept og en hyldest af forskelle, og forsøger at invertere binære oppositioner og ønsker at underordne disse på sigt.

Min pointe er således, at ensidige positive billeder risikerer, at idealisere etnisk harmoni, velstand og individuel mobilitet og herigennem aflede opmærksomheden fra vedholdenhed racisme, ulighed, og forskellen magt.

Et udelukkende positivt billede kan ofte også forsømme spørgsmålet omkring perspektiv - såvel som instruktøren og tilskuerens sociale position. Massemediernes modtagere absorbere ikke budskaberne/indkodningerne passivt, men er aktive i meningsdannelsen af disse. De medbringer deres egen viden og præforståelse i afkodningen af budskaberne. Enten bekræftes deres medbragte forforståelser eller så afkræftes de. På den ene side demonstrerer det undertrykkede mønster i portrætteringen af nydanske kvinder i dansk spillefilm, at der eksisterer potentielt skadelig stereotyper. Et teoretisk problem ved at iværksætte eventuelle reguleringer på området er, dog at denne slags moralistisk tilgang til visuelle repræsentationer af etnicitet risikerer at overse stereotypernes kontradiktoriske natur. Stereotyper ikke kun afhængig af tematik, men også, hvorledes de medieres gennem visuelle og filmiske virkemidler. Dette fremkommer bl.a. i relation til 17 op, hvor positive filmiske billeder af Zuhal medieres gennem den etnisk danske protagonists synsvinkel. Sally forbliver omdrejningspunktet for bevidsthed og filtrerer information, såvel som værende magthaver i den dominante etniske diskurser.