Enormt ærgerligt at skatteforliget mellem regeringen og Enhedslisten ikke blev til noget. Ærgerligt især på grund af konsekvenserne for overførselsindkomsterne, der stiger langsommere fra 2016 og ærgerligt fordi den samlede reform ikke er så social og offensiv i forhold til beskæftigelse og uddannelse, som den kunne være blevet med en aftale med Enhedslisten. Og ærgrelsen er endnu større, fordi vi var SÅ tæt på en aftale og vi var rigtig mange, som så frem til at Venstres arrogance og magtfuldkommenhed skulle sættes på plads.

Men i vredens og ærgrelsens stund er der grund til lige at stoppe op, trække vejret dybt ned i maven og tænke sig om. Prøv lige for en stund at tage som udgangspunkt:

- at vi ikke har en centrum-venstre regering men en venstre-centrum-højre regering, hvor der socialt og økonomisk både trækkes mod venstre (SF), mod højre (radikale) og i midten er et socialdemokrati, der især trækker mod teknokratiske og traditionelle klassiske (borgerligt) økonomiske løsninger

- at alternativet er en ren højreregering, som vi godt kender fra de sidste ti år

Så kan det være, at vi i denne ærgrelsens og vredens stund skal overveje:

- at SF måske gjorde hvad de kunne for at trække regeringen til venstre. Også i forhold til regeringens første skatteudspil, hvor der både var fine ting i forhold til lav- og mellemindkomster og dårlige ting som at lade overførselsindkomsterne betale en del af gildet ved en langsommere stigning.

- at Enhedslisten måske også gjorde hvad de kunne og bevægede sig enormt langt ad forhandlingsvejen og viste, at de godt både kan presse og være parlamentarisk grundlag for en regering med et venstreorienteret islæt (også selvom den både har centrum og højre deltagere)

- at både SF og Enhedslisten i forhandlingsprocessen imidlertid blev overhalet bagom af et Venstre og de Radikale, der har som fast punkt at samarbejde med højrefløjen, hvor de selv står økonomisk, omkring økonomien.

- at både SF og Enhedslisten måske gjorde hvad de kunne få at få et mere socialt skatteforlig mellem regeringen og venstrefløjen. Enhedslisten var i den sammenhæng villige til at rykke sig enormt i forhold at få et forlig og var i den sammenhæng hurtige i forhandlingerne. Alligevel var man måske for langsomme, når højredelen af regeringen samtidig rykkede i Venstre, som lige pludselig vente tilbage og lagde sig (næsten) fladt ned i forhold til regeringens udspil.

- at regeringen er en sammensat regering der forhandlede og trak tov indbyrdes i forhold til udspillet. Derfor var regeringen måske heller ikke enige om at foretrække en bestemt forligspartner, (som SF ville have gjort det med Enhedslisten) men forhandlede til flere sider og gik efter at lave en aftale der, hvor de fik mest af deres eget kompromis igennem. Og da regeringen internt både trækker mod venstre og højre, så giver det måske mening som en del af regeringskompromisset, at de til sidst tog Venstres tilbud, som var næsten lig deres eget? Selvom det fra et venstreorienteret synspunkt er sindssygt ærgerligt og irriterende giver det måske mening at se SF’s gøren og laden i det perspektiv?

Og så er det måske ikke så meget SF, der er skurken (hvis vi stadig tror, at de har trukket så meget mod venstre som muligt i en regering og et folketing med et massivt borgerligt økonomisk flertal) og det er heller ikke Enhedslisten, der er skurken (som gjorde meget for at få et forlig). Begge parter gjorde måske hvad de kunne, men det var bare ikke stærkt nok (SF) og hurtigt nok (Enhedslisten) og derfor endte vi hvor vi er nu.

Og så skal vi måske hellere koncentrere os om, hvordan vi i offentlighed og bevægelser øger presset for en mere social og visionær måde at indrette samfundet på, så vi kan støtte SF’s og Enhedslistens arbejde på at trække venstre-centrum-højre regeringen mod venstre og væk fra Venstre, frem for at skyde løs og fjerne os fra hinanden?

Det har jo vist sig omkring det grønne, starthjælp osv. at det kan lade sig gøre.

Og så må vi sammen være med til at skabe en stærk opinion, der kan presse på for at den nuværende regering får lavet flere reformer der er:

- offensive i forhold til at skabe jobs og uddannelse, særligt i forhold til de unge

- visionære i forhold til demokrati, medborgerskab, liv og inddragelse af civilsamfund og som gør op med den blinde tro på borgerlige økonomiske modeller, bureaukrati og dokumentationshelvedet og dyrkelsen af kvantitative økonomiske måder at styre og evaluere alle former for indsatser i skoler, socialt arbejde osv.

I det arbejde er SF og Enhedslisten allierede, selvom rollerne er forskellige og SF selvfølgelig er nødt til fortsat at være loyale medlemmer af regeringen, hvor SF’s egen profil nogen gange forsvinder, fordi man skal forsvare og forklare kompromiserne. Men visioner og forpligtigelsen til at komme med udspil og indspil, den har vi sgu alle. Og SF og Enhedslistens rolle er at finde hinanden igen, genopbygge tilliden og fortsætte samarbejdet i Folketinget. Der er ingen vej udenom, hvis vi virkeligt mener det alvorligt med al den harme og indignation, der i øjeblikket kommer ud af vores frustrerede munde og penne. Ingen socialt udsatte får det bedre under en ren højreregering. Hverken i forhold til at få skabt jobs, sikret bedre uddannelse eller få et anstændigt forsørgelsesgrundlag. Tværtimod.

Derfor synes jeg, at det er på tide at stoppe abekastningen. Det er OK at rase ud og råbe vores forståelige frustration ud i verden og det har vi måske brug for lidt endnu. Men så skal vi også komme ind i kampen igen. Der er stadig mange reformer på vej og der kommer (forhåbentlig) indtil flere finanslove i denne regerings levetid. Og denne skattereform afspejler venstrefløjens aktuelle styrke indenfor i Folketinget og udenfor i opinion og bevægelser. Ærgerligt, men sådan er det.

Selvom det er mere bekvemt ikke at have ansvaret, så synes jeg det er meget, meget bedre med en venstre-centrum-højre regering end en ren højreregering. Hvis nogen er i tvivl om det, så glemmer de meget hurtigt, hvad der er sket de sidste ti år. Og også denne skattereform er trods alt meget mere social end de klassiske rent borgerlige skattereformer, der kun sigter mod at forbedre forholdene i toppen. Også selv om den ikke er socialt lige nok og at mange af os bliver stødt og indignerede over at overførselsindkomsterne skal holde for, når andre får skattelettelser.