Alle, der følger nogenlunde med i nyhedsstrømmen, har bemærket, at en maskeret mand gik amok i en biograf i Colorado og skød 12 mennesker. Det har for alvor pustet liv i debatten om, hvorvidt våbenloven i USA, specielt i Colorado, er forsvarlig eller ej.

Medierne har samme fokus; Hvordan kan den unge gut få lov til at købe våben lovligt i Colorado? En debat, som har været oppe adskillige gange, og som tit opstår i kølvandet af massakrer.

I stedet burde medierne spørge:

Hvordan kan en, der lige er dimitteret og er arbejdsløs, have råd til alle de våben og bombesammensætninger? Det har kostet rigtig mange tusinde kroner.

Hvor har han lært at lave så avancerede bomber, som FBI brugte to dage på at finde hoved og hale i?

Han havde en bombe, der gik af, hvis man åbnede hans hoveddør, men den oplyste han politiet om, inden de ransagede han lejlighed. Hvorfor?

Umiddelbart inden han stormede biografsalen, modtog en i salen et opkald og gik mod nødudgangen. Hvorfor? Normalt går man vel uden for salen og besvarer opkaldet, eller også ignorerer man det?

Den tåregas, der blev spredt, kom ikke kun fra et sted. Hvor mere fra?

Der er mange kryptiske spørgsmål, som ikke er besvaret, og som burde have større fokus i mediernes dækning af sagen. Jeg ved godt, at nogle af punkterne ligger tæt opad at være konspirationsteorier, men andre punkter er lige at gå til, og det mangler medierne at gøre. Jeg vil som læser have alle facetter med, og i stedet for selv at skulle kalkulere på sandsynligheder ser jeg det som mediernes rolle at oplyse mig om dette. I stedet ser man snævertsynet på sagen og oplyser om det oplagte, men hvorfor ikke mere spørgende journalistik? Journalisten skal ikke nødvendigvis give svar, men få modtagerne til at tænke over tingene og få emnet sat på spidsen.

Jeg må desværre konstatere, at det ikke er første gang, jeg oplever denne ukritiske snævertsynethed og ukonkrethed. Da republikanerne skulle finde deres præsidentkandidat, oplyste medierne om fordelingen af delegater, men det gav ikke et retvisende billede af virkeligheden. Mange af de delegerede, der havde tilsluttet sig en kandidat, var non-binding voters, hvilket betyder, at deres afgivne stemme ikke var forpligtet til en bestemt kandidat. Dét glemte man lige at sige i forbindelse med dækningen.

Nogle vil måske argumentere for, at det er op til læseren selv at kende de eksakte omstændigheder, men det er virkeligheden, at mange ikke gør dette. Derfor håber jeg på lidt mere omfattende artikler i form af ny, kreativ vinkling, der skal sætte fokus på kompleksiteten i stedet for den ”traditionelle” formidling.

Men vi snakker jo næsten om verdenspressen, og det må altså være mig, den er gal med, for det kan vel ikke passe, at samtlige medier overser noget, jeg ser nærmest ser som alment?