”Melancholia” er en planet, og melankolien åbner ifølge eksistentialismens to store fædre, Martin Heidegger og Søren Kierkegaard, ikke for tilværelsens grundvilkår

Den lille blå planet indeholder sine forudsætninger for og grunde til at bekymre sig. Set ude fra er dette lille blå øje det perfekte symbol på det eksistentielle engagement i tilværelsen, såvel som på vort fællesskabs lidenhed i det store univers.

Er de for resten klar over, at vi bevæger os med næsten 30 km i sekundet om solen, og at det, at vi ikke kan tænke hinandens tanker, det er selve forudsætningen for, at vi overhovedet kan tale sammen? Hvis vi stod alvidende og transparente over for hinanden, så kunne vi ikke kommunikere. Det eksistentielle engagement er individuelt; Principielt lukket om vor egen erfaring er vi forudsætningen for kommunikationen, det sociale.

Forventningerne til fremtiden formes af den fortid, der i form af hukommelsen er med til at bestemme, hvad der huskes af dagens påmindelser. Det sker i grænsefeltet mellem opfindelse, opdagelse og genopdagelse. Fortiden er til stede som den skrøbelige og tilfældige erindring, der åbner blikket for en verden af genkendelser, opdagelser og opfindelser.

Universets blik for sig selv tilhører den blå planet med dens korte hukommelse.

Om resten af universet henligger i blindhed for sig selv, det afhænger af, om universet er åbent for sig selv andre steder end her.

Som udgangspunkt er vor erfaring enestående, uanset om der er liv andre steder. Erfaringens gyldighed bestemmes således ikke af, om den svarer til noget. For det gør den ikke!

Vi har ingen fælles bevidsthed, selv om billedet af den blå planet symboliserer det kollektive skæbnefællesskab, jordens skrøbelighed. Vi kan ikke tænke hinandens tanker, føle hinandens følelser, og netop derfor giver det mening at meddele sig med referencer til de indre tilstande såvel som det ydre. Det sociale er denne kommunikation, der gør det muligt at tale om alt.

Mørket lever ved lyset. Den enkeltes unikke mentale nærvær (semantiske lys) er kun tilgængeligt for sig selv. Denne lukkethed er det eksistentielle grundlag for oplevelsen af alt andet, dvs. forudsætningen for det at være kognitivt åben. Søren Kierkegaard fandt dybden i sin filosofi i dette eksistentielle grundvilkår, der bliver stående i sig selv, uanset hvor meget han så skrev det ind i sit kristne univers, og uanset hvor mange andre måder hovedpointen i hans filosofi ellers kan udtrykkes på.

Det, der bærer det forpligtende i eksistensfilosofien, det virker som en slags konfrontation. Det handler om mødet med selve mulighedsbetingelsen i det ”at være”, forudsætningen for at ”noget” overhovedet bliver synligt for sig selv og får mening, individet, øjet, livet på den lille blåøjede planet.

Det handler om forudsætningen for det at kunne frygte noget bestemt, f.eks. mødet med en fremmed planet. Angsten er genstandsløs konfrontation med det ”at være”. Angsten er forudsætningen for at kunne blive bange for noget, den åbner for tilværets grundvilkår, det at kære sig, tilværet, forudsætningen for at noget kan dreje sig om noget!

Refleksionen over ”denne oprindelighed” forflygtiger den let. I refleksionen synker den reflekterede oprindelighed ned til ”et (u)begrundet krav” om oprindelighed, frem for bare ”at være” sit eget konkrete udgangspunkt. I den teoretiske refleksion bliver den til genstanden for opmærksomhed, frem for opmærksomheden selv, dvs. til ”noget andet”, ”lige som” alt andet. Sprogligt kan en oprindelige givethed kun indikeres. Betydningen af at være indikeret er en anden, end opmærksomheden selv, der lever ved indikationen, henvisningen.

Når udtrykket ”fortænkt” anvendes med reference til eksistensfilosofiens fremhævelse af det ”at være”, så sker det på baggrund af en måde ”at være” på, sådan som der er så mange andre måder at være på.

Og det gør sandelig en forskel, hvordan der fokuseres på det ”at være”.

Omsluttet af en varm snedrive i en bøgeskov under åben himmel med stjernerne glitrende over sig er det let at se, hvor tilfældigt det er, at man er her, lige nøjagtigt sådan halvfuld søvnig og på vej hjem fra festen. Livet i dets mangfoldighed er ikke med nødvendighed, og statistisk set er det svært at redegøre for sandsynligheden for det, at vi overhovedet er her. Hvis atmosfæren fortættes til væske, vil den kun nå få meter over hovedet, sådan som man ligger her og kikker ud gennem den. Bøgetræerne rager ca. 30 meter op imod himlen. Biosfæren er tynd. Her ånder, æder, skider, sover, skændes og elsker mere end 7 milliarder mennesker, opslugt af hverdagen, som de skriver ind i deres egne store og små fortællinger. De store fortællinger af religiøs og ideologisk art handler om, at livet er, som det er, med nødvendighed, hvor evolutionsteorien og termodynamikken siger noget andet.

Menneskets foretrukne fortælling vil gerne forklare alt ud fra det, der ikke kan være anderledes, og kommer derfor til at handle om Gud skaberen den almægtige, der gør, at vi også må være her med nødvendighed.

Det virker så betryggende, og vi varmer os ved disse forklaringer, lige som jeg finder varme i snedriven.

Motivet i de store fortællinger er skrøbeligheden, behovet for at overvinde usikkerheden på fremtiden. Ideologierne og religionerne bygger deres værensforklaringer op om det absolutte, essensen og hele det kosmologiske essenshierarki. Men i evolutionsteoriens og termodynamikkens perspektiv er det lettere at forklare de store fortællinger som en psykisk social konstruktion, end det er at sandsynliggøre Guds eksistens. Vor dødelighed vidner om behovet på at tro på udødeligheden, sjælen, vor Gud og hans formål med det hele.

Konstruktivismen beskyldes for at ville reducere realiteten til en konstruktion. Dens budskab er godt nok, at konstruktionen er en realitet, at realiteten indeholder sine konstruktioner, og at de gør det muligt for realiteten at se sig selv, stå i forhold til sig selv, sanse sig, tænke sig.

Konstruktivismen er alt for tilfældig og essensforladt for de troende, ideologerne og alle de andre med ret til at have sin mening. Og de har helt ret i, at konstruktivismen ikke tager udgangspunkt i det, der ikke kan være anderledes. Men det principielle budskab om, at erfaringen er betinget af sine mulighedsbetingelser, det svarer ikke til, at verden kun er en konstruktion.

Erfaringen er der. Det er ikke det samme, som at den er der med nødvendighed. Den kunne måske have været så meget andet. Det betyder heller ikke, at alt flyder eller er mindre vigtigt.

Det er på ingen måde ligegyldigt, hvilke forudsætninger der virker bag om ryggen på os, når vi tror, at det er den skinbarlige virkelighed, der tårner sig op for os i vore erfaringer. Erfaringens mulighedsbetingelser er i sandhed del af verden, og de er med til at bestemme, hvordan verden åbner sig for sig selv. Erfaringens mulighedsbetingelser eren vigtig del af livets realitet, den blå planet.

Vi vil gerne skelne mellem opfindelser og opdagelser. Hvad finder vi selv på, og hvad afslører vi med vore opfindelser? Dybest set kan vi ikke sammenligne verden med vor erfaring af den. Vi har nemlig kun erfaringer at sammenligne vore erfaringer med. Det er så et held, at erfaringerne ikke falder uden for verden. Gjorde de det, så ville den falde fra hinanden med enhver erfaring.

Verden går ikke i stykker med erfaringen, der lukker sig om sig selv. Vi kan muligvis ikke tænke hinandens tanker, men tankens realitet er stadig en del af realitetens tanker, lige som konfliktens realitet er en del af realitetens konflikt.

Distinktionen mellem godt og ondt er en meget udbredt opfindelse. Den findes også i ”de ondes” selvforståelse. De er mindst lige så overbevidst om deres godhed, som vi er om deres ondskab. Distinktionen mellem de gode og de onde er krumtappen i konfliktens realitet.

Kynikeren Lars Von Trier er klar over det, når han strør grus i konfliktens maskinrum med en anbefaling af at tage det gode med det onde såvel som det onde med det gode.

Konflikten mellem parterne, der stiller sig på det godes side i deres kamp mod det onde, den er på ingen måde nogen opfindelse, selv om parternes oplevelse af hinanden ikke svarer til noget. Konflikten har sin realitet, sin egen dynamik, der kan beskrives, lige som det kan beskrives videnskabeligt, at den ikke forsvinder med fredsforskningens sande beskrivelser af den.

I Søren Kierkegaards lille fædreland er vi stolte af, at den store verden finder ham interessant, men især holder vi fast i retten til at hæve os over det, som vi ikke forstår. I Danmark har vi en ca. tiårig tradition for ikke at bruge eksperter, filosoffer og smagsdommere. Vi er bare gode og forsvarer højtideligt vor ytringsfrihed med retten til at gemme sig i det demokratiske flertal.

Således er vi glade for konfliktens realitet, som den viser sig i vor heroiske kamp for ytringsfriheden. Vi provokerer lystigt med det formål at demonstrere vor ret til at ytre sig frit. Og uden muslimerne, de fremmede og fattige, var vi lige så lidt os selv, som Anders Breivik var sig selv.

Det ”at være” handler bl.a. om, at måden at være åben for verden på gør en forskel. De mange historier om menneskenes og deres guders storhed er sat i fællesskabet. Således er vi kristne og de fremmede er intolerante.

Den usikkerhed, der melder sig i eksistensens konfrontation med sin egen skrøbelighed, fortrænges i den sociale individualismes tilbedelse af f.eks. BNP'et og de borgerlige rettigheder til at sætte det gode i kampen mod det onde. Men i øjeblikket er vi som art stort set kun truet af egne opfindelser.

Realitetens konflikt handler om, at vi er for mange, for fattige, for rige, at vi forbruger vore jordiske mulighedsbetingelser i vor kamp for succes. Realitetens konflikt står i kontrast til vore egne opfindelser, konfliktens realitet, og kan desværre ikke vindes med eller erstattes af den mere tilfældige konflikts realitet, f.eks. i kampen for ytringsfrihed, sådan som de religiøse og ideologerne tror.

Kierkegaard så et billede på verdens undergang i en teaterbrand. Budskabet – fra scenen om at nu måtte folk se at komme ud, fordi der var brand i teateret (budskabet om global opvarmning, overbefolkning, mangel på ressourcer, forsvindende biodiversitet m.m. vælter i dag ud over rampen forvekslet med underholdning eller i pseudovidenskabelige udgaver af ”Verdens sande tilstand” sådan a la Bjørnen Lomberg) – det blev modtaget med almindeligt bifald. Kollektivet af privilegerede borgere gemte sig i teatermørket, tilbagelænede, fast i troen på de store fortællinger om at de var her med nødvendighed. Man blev siddende på sin pind ind til kulilten og de andre giftige dampe slukkede for de små individuelle lys i mørket.

Kierkegaard, ”den intellektuelle skid”, hånede sin samtids kamp for ytringsfrihed. For hvad nyttede det, at folk havde ytringsfrihed, når deres ytringer kun afslørede, at folket ikke brugte sin tænkefrihed!

Kineserne har fået deres oversættelse af vor store danske filosof. Der er truffet en central kinesisk beslutning om at give kineserne mulighed for at forholde sig til ”selve den vestlige form for individualisme”.

Hvis de læser Kierkegaards individualisme som en ”isme” blandt andre, så kommer de ikke på den måde til at forstå hans budskab om forudsætningen for bekymringen, det der kan få os til at løbe skrigende ud af teateret, tage ansvaret for fællesskabet på sig, frem for at gemme sig i det, bag ”de mange” i det brændende teater. Det gør danskerne heller ikke, hvis de bare gemmer sig i det demokratiske flertal.

Jeg rejser mig af snedriven, ryster mig lidt, mens jeg leger med en oversættelse af Triers ordsprog: ”Kan det anbefales at tage fællesskabet med individualismen og individualismen med fællesskabet”? Det giver ikke rigtigt mening, men hans ”Melancholia” er den smukkeste ind til nu.

Den videnskabeligt kvalificerede sandhed om menneskets position som sin egen største trussel anfægtes ikke af det demokratiske flertal af jubelidioter, der sidder og klapper i deres åndelige teatermørke, overbevist om at så mange umuligt kan tage fejl. Således diskuterer man stadig, som om det var et spørgsmål for det demokratiske flertal at afgøre, om vi har global opvarmning, om olien slipper op, om vi smadrer vore livsbetingelser.

(Teksten er et omskrevet essay fra bogen "Realitetens konflikt versus konfliktens realitet". Den har været inden om kronikredaktionen på Politiken, men er blevet afvist. Der var ikke plads, som man skrev. Personligt undrer jeg mig dybt og inderligt over hvor meget ideologisk slatpisseri, som Politiken har givet plads til gennem tiderne, bl.a. ved at give Bjørn Lomborg plads til 6 kronikker over et halvt år, det højeste antal nogen har haft i avisen på så kort tid. Det siger vidst alt om sprøjten og kriterierne for udvælgelse. Skam over sig!)