Der tales meget om hvorvidt vi er på vej ind i en ny økonomisk verdensorden. Baggrunden er at Kina, i modsætning til den vestlige verden er i økonomisk fremgang, og har en vækst på omkring 10-11 %. Samtidig oplever vi et USA der har voldsomme økonomiske problemer, høj arbejdsløshed og lav vækst, og et Europa der ligeledes kæmper med lav vækst og arbejdsløshed. Oven i denne situation, kan man tillægge at Kina er ved at udvikle sig til en økonomisk stormagt, og spås at blive verdens største økonomiske magt indenfor en overskuelig årrække. Det er muligt at disse profetier går i opfyldelse, men det er også muligt at den økonomiske virkelighed udvikler sig på en hel anden måde. Økonomi er som bekendt, og mange gange demonstreret, helt uforudsigelig. Det gælder selv planøkonomi, som i de lande den har været praktiseret, sjældent går efter planen. Men før vi proklamerer en ny økonomisk verdensorden, burde vi vel spørge os selv, om vi virkelig ser en spirende ny økonomisk verdensorden, og måske mere specifikt, hvad det er man skal forstå ved en ny økonomisk verdensorden. Hvis vi starter med det sidste spørgsmål, så må man vel konkludere at man med en ny økonomisk verdensorden, i virkeligheden mener en ny, eller anderledes, fordeling at de økonomiske ressourcer. Vi mener ikke at økonomien i sig selv er ved at forandre sig, og at nye økonomiske modeller er ved at udkonkurrere de 2 gamle grundideologier, planøkonomi og markedsøkonomi.

Den økonomiske udvikling der nu genererer velstand i Kina, er den velkendte markedsøkonomi, selv om den lever et isoleret liv i et samfund der ellers bekender sig til planøkonomiske grundideologier. Der er altså ingen grund til at tro at Kina er på vej med en ny revolution indenfor økonomien, der på nogen måde truer, eller erstatter, de økonomiske modeller vi har i den vestlige verden. Tværtimod er Kina i gang med at bekræfte den vestlige økonomiske tankegang, og kan på den måde siges at styrke den eksisterende økonomiske verdensorden. Det er vel heller ikke så underligt, at det sker, for drivkraften har for en stor del været den for markedsøkonomien almindelige metode, at flytte produktion til det sted hvor arbejdskraften er billigst, og det har den været i det førhen fattige Kina. Når vi derfor ser en stor del af verdens produktionsapparat ligge i Kina, er det fordi den vestlige verden selv har flyttet den dertil. Kina producerer varer til den vestlige verden, og derfor er Kina også med den økonomiske model de har valgt, afhængige af den vestlige verden. Kina er afhængig af at der er en købelyst i vesten, og Kina er afhængig af at deres produkter, og lønninger, forbliver på et prisniveau hvor det er attraktivt at købe dem for vestlige forbrugere. Derfor bliver Kina også en del af den samlede økonomiske markedsøkonomi, og vil højst sandsynlig opleve både højkonjunktur og lavkonjunktur præcis som man ser det i Europa, USA og Japan. Specielt i disse tider hvor Euroen og den amerikanske dollar, er blevet svækket. I den situation, mindskes forskellen mellem den kinesiske arbejders løn, og lønnen for arbejdere i den vestlige verden. Den reduktion i forskel kan allerede nu mærkes i Kina, ved at væksten bliver mindre, og sandsynligvis vil komme ned under 10 i løbet af 2010-2011. Det store spørgsmål er nok om Kina og Indien er i stand til at udvikle en økonomi der giver generel velstand til hele befolkningen, og ikke kun de ca. 30 % der i dag tager del i den økonomiske velstand. Hvis formålet med at være økonomisk stærk, er at man kan skabe et samfund hvor borgerne kan udfolde sig og udvikle sig individuelt, og have et højt materielt niveau, er en stor population ikke nogen fordel. En mindre population er nemmere at organisere, og kan bedre ensrettes på de punkter hvor det er væsentlig for samarbejdet og kommunikationen.

Hvis man skal pege på de grundlæggende faktorer der spiller den største rolle i udviklingen af økonomisk vækst, er det:

1) Innovation. Evnen til at skabe nye patenterede produkter er en absolut betingelse for at kunne etablere nye produkter på markedet.

2) Generel høj uddannelse af befolkningen som helhed. Dette er ikke for at skabe kloge hoveder der kan fungere som problemløsere, men meget mere for at skabe en fleksibel arbejdsstyrke der nemt omstiller sig, og har fremsyn. Samtidig er det væsentlig at mindske den ”tunge ende” af uuddannede som halter bagefter niveauet i samfundet på alle måder.

3) Effektivt industriapparat til automatisering. Det er væsentligt at man ud over at skabe innovative produkter, også hurtigt kan kommercialisere dem og indføre dem i en nedadgående prisspiral der reducerer omkostningsniveauet ved produktionen. Automatisering er den sikreste og billigste måde at producere på, og frigør desuden produktionen fra afhængigheden af lønniveau.

4) Velfungerende infrastruktur. Som tidligere nævnt er samfundets organisation på alle niveauer en betydende faktor for den økonomiske udvikling. Dels fordi den hurtigt assimilerer nye produkter i skabelsen af et højere kompleksitetsniveau, og dels fordi den ikke frembyder den samme modstand mod forandring og nyskabelse på grund af uvidenhed eller inkompetence i systemet.

5) Præcise og hurtige kommunikationsveje. For at samarbejdet mellem forskellige instanser i samfundet kan fungere optimalt, er det nødvendigt at mennesker forstår den information der er grundlaget for deres virke, og at informationen bliver formidlet hurtigt og effektiv.

Her kan man ikke ligefrem sige at Kina eller Indien placerer sig særlig godt. Innovation har sin største styrke i at landet kan tage patent på et produkt, og derigennem sikre sig at produktet genererer profit til ophavs landet, i alle de lande det markedsføres. Det der skaber innovative produkter er forskning, såvel grundforskning som målrettet forskning. Som det ser ud i dag fordeler patenterne sig som vist her:

Andel af patenter i

Land

1995(triple patenter)*

2003 (triple patenter)*

2005 (triple patenter)*

Udvikling

USA

39 %

36,4 %

31 %

Japan

27 %

25,7 %

28 %

Tyskland

13 %

13,5 %

12 %

Frankrig

6 %

4,5 %

4,9 %

England

4 %

3,8 %

2,5 %

Syd Korea

1 %

1,4 %

6 %

Sverige

2 %

1,5 %

1,5 %

Holland

2,2 %

1,9 %

2 %

Italien

3 %

1,6 %

2,2 %

Danmark

0,5 %

N.A.

0,4 %

*Triple patenter er patenter udtaget i Japan, USA og Europa. Kilde OECD : STI 2007

Der er altså ingen tradition for at skabe innovative produkter i hverken Kinas eller Indiens spirende økonomier. Når de i tabellen angivne økonomier har tage deres andel, er der 9,5 % tilbage til resten af verden.

Heller ikke den generelle uddannelse af befolkningen er karakteristisk for Kina eller Indien. De har begge en majoritet af befolkningen som er fattige og ingen uddannelse har. Alene at skabe et uddannelsesgrundlag for disse mange mennesker vil være en meget stor økonomisk udfordring for begge lande.

Den effektive automatisering, er væsentlig fordi den eliminerer behovet for manuelle arbejdsfunktioner. Indien og Kina har skabt deres økonomi på at kunne levere billig arbejdskraft, ikke på automatisering. Men mennesker kan ikke konkurrere med maskiner, og jo mere automatiseret en industri bliver, jo mindre vil billig arbejdskraft have indflydelse på industriens konkurrencesituation.

Med 2/3 af befolkningen på fattigdomsgrænsen er der både for Kina og Indien lang vej til en effektiv infrastruktur. Derudover er infrastrukturen afhængig af både uddannelsessystemet, og det politiske system, og begge dele er mere veludviklede i de vestlige lande.

Ligeledes er kommunikationen helt afhængig af uddannelsesniveau, men også af at man er fokuseret på vigtigheden af kommunikationsveje, kommunikationsstruktur og kommunikationsfrihed. Alle parametre som i hvert fald Kina ikke er kendt for at fremelske, og som Indien, uanset viljen er til stede, er meget langt fra at have.

Der gives ingen garantier i de kaotiske mønstrer der styrer national og global økonomi. Japan er et godt eksempel på at mange af de egenskaber der er vigtige for økonomisk udvikling, kan erhverves over rimelige tidsrum. I årtierne efter anden verdens krig var Japan mest kendt for at producere kopivarer, som kunne sælges billige i Europa og USA. Den position har Japan forladt, og har i dag en industri der er baseret på forskning og patenterede produkter. Japans stenhårde satsning på robot teknologi, kunne meget vel gå hen og give dem den økonomiske fordel der kan skabe vækst, baseret på automatisering på selv meget højt niveau. Men en sådan økonomi er ikke problemfri, idet tilstrækkelig høj grad af automatisering, vil generere en stor gruppe af arbejdsløse, og jo mere komplekse processer man er i stand til at automatisere, jo flere grupper vil omfattes af arbejdsløshed. Allerede med eksisterende teknologi, har man i den vestlige verden mulighed for at automatisere en meget stor del af de arbejdsfunktioner der ikke kræver mellem eller højere uddannelser. Gjorde man det, vil det være meget tvivlsomt om man nogensinde fremover kommer til at mangle arbejdskraft.

I sådan et fuldautomatiseret samfund, vil det være nødvendig at revurdere fordelingspolitikken, og det kunne meget vel betyde at man får brug for en virkelig økonomisk revolution, hvor hverken markedsøkonomi eller planøkonomi er løsningsmodeller