155 asylansøgere, der stod umiddelbart til en udvisning fra Danmark, er i sidste øjeblik blevet reddet af en ekstraordinær indgriben af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

LÆS OGSÅ Domstol bremser 155 danske udsendelser

Integrationsministeriet burde selv have indset, at de 155 udvisninger til Grækenland er uforsvarlige. Det græske asylsystem er brudt sammen, og asylansøgere får slet ikke deres sager behandlet.

Det har ministeriet vendt det døve øre til med henvisning til Dublin-aftalen, der siger, at asylansøgere skal have deres sag behandlet i det første EU-land, de kommer til. Men forudsætningen for Dublin-aftalen, ligesom for alle andre fælleseuropæiske ordninger, er naturligvis, at alle EU-landene lever op til visse basale standarder.

Alt tyder på, at det ikke er tilfældet i Grækenland, og rundt omkring i Europa afventer man derfor en principiel kendelse herom fra Menneskerettighedsdomstolen. Den har de danske myndigheder ikke villet vente på. Derfor har domstolen nu grebet direkte ind og ydmyget Danmark.

Det er beskæmmende for Danmark, at vi skal holdes fast på et minimum af anstændighed af andre end os selv. Men det er desværre en del af et mønster:

Europaparlamentet og Europakommissionen råber vagt i gevær, fordi Danmark befinder sig i samme båd som Frankrig, der er under mistanke for at udvise romaer en bloc uden nogen form for individuel hensyntagen til deres rettigheder som EU-borgere.

Franske politikere har løjet kommissionen op i dens åbne ansigt, men vores statsminister vælger alligevel at tage Frankrigs parti.

Politikere fra Norge, Sverige og Finland kritiserer i skarpe vendinger Danmark, fordi vi bliver ved med at udvise nordiske statsborgere – helt i strid med den frie bevægelighed og de fælles rettigheder, der er opbygget gennem årtiers nordisk samarbejde.

Og det er blot denne uges eksempler. Dansk udlændingepolitik strider stadig mere åbenlyst både mod vores langsigtede interesser og vores basale, europæiske værdier. Hvor langt ud kan vi komme?