Det er imponerende, så hurtigt kunstpolitiske debatter i Danmark altid reduceres til et spørgsmål om penge. Som nu striden om dette års danske bidrag til kunstbiennalen i Venedig. I den danske pavillon udstiller 18 kunstnere, hvoraf kun de 2 er danske.

Dansk Folkeparti nåede slet ikke at sige noget, før Venstres kulturordfører som talt ud af Pia Kjærsgaards mund udtrykte forargelse over, at danske skatteyderes penge blev brugt på udenlandske kunstnere. Så kunne alle være med, for penge ved man jo, hvad er, mens det straks kniber mere med kunsten.

Inden debatten løb helt af sporet, fik kulturminister Per Stig Møller (K) heldigvis rejst det mere principielle spørgsmål om, hvad der er formålet med en biennale, hvor landene er repræsenteret med nationale pavilloner, hvis ikke det er at udstille værker af nationale kunstnere.

LÆS ARTIKEL Pavillon-ansvarlig: Kulturministeren er provinsiel

Relevant spørgsmål. Det, der adskiller Venedig Biennalen fra de fleste andre kunstudstillinger, er netop, at den ligesom industriens Expo er bygget op omkring nationalitet.

Ligesom al anden virksomhed er kunsten i dag internationaliseret.

I lighed med industrien flytter kunstnerne deres arbejde derhen, hvor forholdene er attraktive og miljøet inspirerende. Gennem tiden har Rom, Paris, New York og Berlin været kunstmetropoler. Og kunstnerne er som så mange andre internationalister, kommer fra et sted, arbejder et andet og udstiller et tredje sted.

Et eksempel er Olafur Eliasson, der er af islandsk herkomst, har dansk statsborgerskab, atelier i Berlin og udstiller overalt i verden.

I den sammenhæng er biennalerne usædvanlige. I kraft af selve deres opbygning bidrager de til at besvare spørgsmålet om, hvad der meningsfuldt er nationalt i vore dage. Hvilket vel at mærke ikke er det samme som nationalistisk. På forrige års Expo så vi, hvordan det nationale blev ironisk forstørret til groteske attituder, da Den Lille Havfrue flyttede helt om til kineserne.

Men man kan også sagtens forestille sig, at svaret er: Ikke noget særligt. Og at pavillonerne i Venedig langsomt tømmes, til de står helt tomme.

Under alle omstændigheder vil det fortsat være et af kunstens fornemste formål at gøre det anderledes. Hvis alt andet bevidstløst internationaliseres, kan måske kun kunsten nationalisere?