Syriens præsident, Bashar al-Assad, og hans sikkerhedsstyrker optrapper dag for dag volden mod den syriske befolkning, der med stigende styrke kræver præsidentens afgang.

Selv om oprøret for længst har passeret det punkt, hvor der er tvivl om udfaldet, kan regimets dødskamp blive lang og ond.

Alle magtmidler er koncentreret om hæren og sikkerhedsstyrkerne, og kredsen omkring præsidenten har alt at tabe, når regimet falder.

Samtidig åbner regionale, etniske og sekteriske forskelle rige muligheder for at spille på oppositionens indre modsætninger, og det kan langtfra udelukkes, at Assads bevidste forsøg på at puste til disse konflikter resulterer i yderligere vold og radikalisering.

Resultatet kan blive en spiral af vold og kaos, der kaster landet ud i en dyb krise med virkninger langt ud over Syriens grænser.

I denne situation er det vigtigt, at omverdenen lægger størst muligt pres på præsidenten og hans mænd for at fremme en hurtig overdragelse af magten.

De sanktioner, der allerede er indført, må yderligere skærpes og især målrettes, så de så vidt muligt kun rammer og bliver mærkbare for dem, der forbliver loyale over for præsidenten.

LÆS OGSÅUd med Assad, ind med Abdullah

De sidste moderate i middelklassen og forretningsmiljøet må tilskyndes til at vende regimet ryggen og gøre fælles sag med oprøret og de tilbageværende gøres klart, at de i sidste ende vil blive draget til ansvar for overgreb mod civilbefolkningen.

Det er glædeligt, at FN’s Sikkerhedsråd langt om længe er blevet enigt om i det mindste en erklæring, der fordømmer volden.

Den kan der snart blive behov for at skærpe, og med Ruslands stigende kritiske toneleje vil det blive omkostningsfuldt for Kina at stå imod en mere aktiv linje fra FN.

Samtidig har Syriens naboer, både Tyrkiet, Saudi Arabien og flere andre arabiske lande, nu omsider taget bladet fra munden med en klar opfordring til Assad om at »standse sin dræbermaskine og blodsudgydelserne«.

For Danmark er det ikke tid til flagpolitik eller slag i luften.

Men Danmark kan og skal være med på det hold, der i EU arbejder for skærpede sanktioner mod regimet, og som aktivt bakker op bag aktioner fra de nabolande, der har større indflydelse.

Netop fordi vore påvirkningsmulighederne er få og små, er der alt mulig grund til at bidrage med det lidt, vi kan.