Lad det være sagt med det samme: Erhvervs- og vækstminister Ole Sohns (SF) fortid som formand for DKP 1987-91 er et frastødende kapitel i hans politiske biografi.

Sohn overtog formandsposten på et tidspunkt, hvor kommunismens forbrydelser måtte stå klart for enhver, og forlod den først, da Sovjetunionen forvitrede.

Få uger før Berlins modige borgere væltede Muren, fejrede Sohn DDR’s 40-års dag ved at vinke kampvogne ned ad Unter den Linden i selskab med Erich Honecker og resten af rædselskabinettet. Sohn var på den gale side af Muren, den gale side af demokratiet og den gale side af historien.

LÆS OGSÅ Ole Sohn forbød journalister adgang til kommunist-arkiv

Ole Sohn har siden gjort op med stalinismen i sine bøger, men aldrig rigtig gjort op med sin egen birolle i dette totalitære teater. Derfor er Sohn på mange måder også selv skyld i, at hans fortid nu igen går som et spøgelse gennem dansk politik til skade for den regering, han nu helt legitimt repræsenterer.

DKP fik penge af Moskva og var på alle måder i lommen på storebror i Kreml. Det er ingen hemmelighed, og det har Ole Sohn da også vedstået.

Jyllands-Posten har i de seneste dage forsøgt at dokumentere, at Sohn personligt modtog en del af disse penge fra Sovjets ambassade i København. Sohn har hidtil afvist at have modtaget penge direkte, og avisen har endnu ikke kunnet skyde den benægtelse ned.

Men selv hvis det skulle vise sig, at Ole Sohn personligt har kvitteret for en skotøjsæske med D-mark, er der ikke skyggen af belæg for den konklusion, som avisen, sekunderet af Venstres koldkrigsordfører, Søren Pind, har forsøgt at drage: at Sohn her 20 år senere muligvis udgør en sikkerhedsrisiko for Danmark.

Det er udmærket med kritiske kommentarer til Sohns fortid. Og det er helt fint at efterprøve journalistisk, om Sohn skulle have fortiet eller forglemt sandheden om sin egen rolle i pengestrømmene mellem DKP og Kreml. Men det er useriøst at kræve kommissioner, der skal kulegrave ministerens fjerne fortid.

LÆS OGSÅ Opposition kræver Sohns kommunist-fortid undersøgt

Sagen handler ikke om rigets sikkerhed, men om politik. I sidste ende er det vælgerne, der må afgøre sanktionen for Sohns fortid. De har netop udtalt sig i spørgsmålet ved at genvælge Sohn til Folketinget og bringe SF i regering, fuldt vidende om hans formandstid for DKP.

Ole Sohn er kommet til fornuft. Vælgerne er kommet videre.

Måske var det på tide, at koldkrigerne på Jyllands-Posten og i de borgerlige partier fulgte efter?