Med den endelige amerikanske tilbagetrækning fra Irak er en af de mest tragiske krige i nyere tid forbi.

Krigen står som en skamstøtte over Bush-æraens ideologisk drevne udenrigspolitik, hvor manipulerede efterretninger og hårdt spundne stereotyper fik lov til at overtrumfe international ret og sund eftertanke. Alle, der lod sig rive med, står med et medansvar. Det gælder også Danmark.

Den stilfærdige tilbagetrækning står i skærende kontrast til de ideologiske fanfarer, der ledsagede angrebet.

Støjen skulle overdøve de besindige røster, der indstændigt advarede om, at man ikke uden videre kunne veksle hadet mod Saddam Husseins diktatur til sympati for en fremmed invasion uden legitimitet eller bred international opbakning.

Krigen endte med at blive endnu mere fatal end selv de mest dystre forudsigelser.

LÆS OGSÅDen sidste yankee har forladt Irak

Når det gik så galt, skyldtes det kombinationen af Bush-administrationens forløjede udgangspunkt, en forbryderisk ringe planlægning, manglende styring, kaotiske forhold under operationens gennemførelse og en efterfølgende magtarrogance, der nedbrød de sidste rester af den irakiske administration og sikkerhedsapparat.

I det blodige kaos, der blev resultatet, forsvandt også sympatien for den besættelsesmagt, der havde håbet at stå som befrier og værdig repræsentant for demokrati og frihed.

Krigen blev lang, blodig og kaotisk. Den kostede over 110.000 irakere og 4.500 amerikanere livet og forkrøblede undervejs ikke kun Iraks allerede hårdt ramte økonomi, men også USA’s egen. Hertil kom det moralske syndefald med afsløringen af torturen i Abu Ghraib.

Omkostningerne for den mislykkede aktion bredte sig på tværs af økonomi, strategi og sikkerhed langt ud over Iraks grænser. Blandt de tunge ofre er den gradvise nedslidning af Nato’s indsats i Afghanistan, hvis udsigt til succes er undermineret af USA’s samtidige engagement i Irak.

Iran står tilbage som den store vinder af det strategiske spil, der har efterladt både USA og et fremtidigt sammenhængende og pluralistisk Irak som tabere. Iraks nuværende regering har kun en flig af demokratisk legitimitet og ingen kurs mod national forsoning.

USA tøver med at kalde nederlaget ved navn, men billedet af de sidste amerikanske soldater, der efter ni år må forlade et land, hvis nærmeste allierede er Iran, taler sit eget sprog. Det skete kan ikke gøres om. Men læren er klar: aldrig igen.