CaféTeatret barsler med en dramatisering af Anders Behring Breiviks manifest. Begrundelsen er, at teaterstykket skal gøre os klogere på hans tankeunivers. Instruktøren frygter, at Breiviks tankesæt får lov til at ligge ureflekteret hen.

Refleksion over massakren på Utøya sidste sommer er nødvendig. Det store dilemma om, hvorvidt Breivik skal dømmes som kriminel terrorist eller som sindssyg, er en diskussion, som har direkte relevans i forhold til både retssagen og til bearbejdelsen af forbrydelsen.

Med en dramatisering af manifestet indlader man sig på Breiviks egne præmisser.

LÆS OGSÅ Læserne: Breivik-teater er usmageligt

En stor del af Breiviks tankeunivers var netop iscenesættelsen. Breivik spillede en rolle som kommandør og fremstillede sig selv som en karakter i ord og billeder. Ved faktisk at gøre ham til en karakter anerkender man den iscenesættelse, der fungerede som selvretfærdiggørelsen af hans forbrydelse.

Det kan uden tvivl være et spændende kunstnerisk eksperiment at lege med på Breiviks rollespil. Og spørgsmålet er slet ikke, om et sådan teaterstykke må sættes op eller ej, for det må det gerne. Teatret skal kunne diskutere hvad som helst, og der er ikke noget principielt forkert i at lave et teaterstykke om Breivik.

Sidste år dramatiserede Det Kongelige Teater massemorderen Charles Manson, der oven i købet blev portrætteret som en slags Kristusfigur. Ingen problemer der.

Når planen om at sætte stykket om Breivik op nu er problematisk, handler det alene om timing. Såret efter Utøya er stadig åbent. Massakren er ikke engang et år gammel, og retssagen, som begynder til april, er måske det bedste udgangspunkt for at fortsætte refleksionen.

LÆS ARTIKELOmstridt dramatiker: Breivik-teater er en demokratisk forpligtelse

Den kontroversielle idé vil uundgåeligt virke anstødelig for de pårørende.

Den vil også fremprovokere en diskussion om, i hvilken grad teatret skal være debatterende eller underholdende. Det er en god diskussion for teatret, der har en fin tradition for at sætte stykker op, som giver samfundet perspektiv.

Instruktøren Christian Lollike har flere kontroversielle teaterstykker bag sig, hvor tabubelagte emner i genren selvmord, prostitution og voldtægt er brugt som rambuk til at diskutere kunstens rolle. Den bedrift er hermed gentaget.

Så kunne man for så vidt sagtens tage ’Manifest 2083’ af plakaten igen uden at det gjorde hverken fra eller til for forståelsen af Breiviks tankeunivers.