Efter den seneste opgørelse er antallet af borgere i den arbejdsdygtige alder, der er parkeret på offentlig forsørgelse herhjemme, 756.545.

Tallet omfatter hverken personer på SU, folkepension, feriedagpenge eller barsel.

Beder man danskerne, som Politiken og Megafon gjorde forleden, om at identificere tidens største politiske udfordring, er det også netop her, de peger: på kløften mellem dem, der arbejder, og dem, der ikke gør.

Tallet har været nogenlunde konstant gennem mere end 25 år, men de forskellige regeringer har intet gjort for at nedbringe det.

Poul Nyrup Rasmussens regeringer i 90’erne fik ganske vellykket mange ud af den officielle ledighedsstatistik, men antallet af såkaldt ubeskæftelige forblev altså konstant.

Samme billede tegner sig af Fogh Rasmussens regeringstid, hvor selv ikke en højkonjunktur lettede på statistikken.

VK-regeringens stærkeste forsøg på en indsats mod den passive forsørgelse var en truende retorik og en række fattigdomssatser, der blot gjorde tilværelsen endnu sværere for dem uden job.

Årsagen til den manglende handling er, at det i økonomisk forstand formentlig ikke på kort sigt kan betale sig at inkludere de svageste i samfundet.

Og eftersom vi har haft råd til at holde de 756.545 på overførselsindkomster, har ingen ligget søvnløse over konsekvenserne.

Men konsekvenserne af parallelle samfund, hvor nogle er inde og andre er ude, handler ikke alene om nationaløkonomi.

Det handler også om, at en tilværelse på f.eks. kontanthjælp eller førtidspension uden udsigt til forandring er en helt anden end den, vi andre har reserveret til os selv.

Som Folketingets tidligere formand Erling Olsen sagde i en afskedskommentar: Det er et fattigt samfund, hvis vores bedste bud til de svage er en check og plads på en bænk foran et storcenter.

Men det er det, vi har accepteret i 25 år.

Landets nye beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen, har heldigvis erkendt, at vi ikke har råd til, at så mange står udenfor – hverken menneskeligt, socialt eller langsigtet økonomisk.

Omsider har vi altså fået en regering, der ikke alene er optaget af, om vi har råd til at holde de 756.545 på overførselsindkomst, men også af, om vi kan være det bekendt.

Hvis det skal lykkes regeringen at få de passivt forsørgede ind i varmen, er erkendelser og ambitioner dog ikke nok.

Der er behov for en helt anderledes og ambitiøs arbejdsmarkedspolitik, som kan skabe flere reelle job til de mange.