Marlene Duus’ personlige beretning om at blive voldsoffer i mandagens Kronik er uafrystelig.

En jaloux ekskæreste braser i 2008 ind i lejligheden med et jernrør, slår den sagesløse unge pige halvt ihjel og smider hende til sidst ud ad vinduet fra 3. sal. Han springer selv efter i et selvmordsforsøg.

Både offer og voldsmand overlever.

LÆS KRONIKFår offeret også en chance til?

Her godt tre år senere har offeret voldsomme varige fysiske mén og er afhængig af morfin. Hun har mareridt hver nat. Hun må kæmpe med systemet om erstatning og kan ikke få støtte til omskoling.

Voldsmanden slap fra springet uden varige mén.

Nu går han, efter at have afsonet to år af en straf på seks års fængsel, frit omkring og er i gang med et nyt liv som elev hos gourmetkokken Claus Meyer, der har givet flere tidligere straffede en ny chance i sin virksomhed.

Man forstår offerets dybe smerte og frustration over selv at sidde fast, mens voldsmanden hjælpes videre.

Duus’ stærke og modige Kronik viser desværre, at der er akut behov for at komme i gang med at forbedre voldsofres vilkår – bl.a. hvad angår erstatning – som regeringen har lovet i sit grundlag. Det kan ikke være rigtigt, at et menneske, der har fået sit liv slået i stykker, også skal kæmpe med systemet for at få mulighed for at komme videre.

Det er en fristende illusion, i afmagt over ikke at kunne udviske voldens grusomhed, at samfundet kan give offeret en uændret tilværelse tilbage ved at destruere voldsmandens. Men det kan vi ikke.

Som Claus Meyer skriver i sit tanke- og taktfulde svar i dagens avis, handler det at rehabilitere en dømt voldsmand først og fremmest om at forhindre, at der bliver flere ofre. I smertefuld erkendelse af at det ikke hjælper den, der allerede er blevet offer.

LÆS MEYERS SVARJeg vil forhindre, at der bliver flere ofre

Claus Meyer rammes nu af en bølge af forargelse fra udenforstående, der vil udmåle deres sympati for et offer og afsky fra volden i en uretfærdig heksejagt på en af dem, der forsøger at gøre en forskel.

Meyer fortjener ikke samfundets forargelse. Han fortjener tværtimod vores tak.

Og der er ingen tvivl om, at den indsats, han og mange andre ildsjæle har gjort for at give dømte, der har udstået deres straf, et nyt indhold i tilværelsen efter fængslet, har været med til at forhindre talrige forbrydelser.

Det vil være tragisk, hvis andre virksomheder af frygt for en negativ reaktion nu viger tilbage for at give dømte en ny chance.