I det politiske landskab går det hurtigt den rigtige vej: Ingen rynker i dag et bryn over kvindelige partiledere, og på rigets fornemmeste post, statsministerposten, er køn ikke længere en faktor.

Det er sket i et land, hvor den socialdemokratiske politiker Jens Risgaard Knudsen for knap 40 år siden, da Anker Jørgensen ville udnævne tre kvindelige ministre i stedet for to, mente, at nu skulle det jo »ikke udarte sig til et skørteregimente«. I erhvervslivet er stilstanden så meget desto tydeligere. Kvindelige topchefer og bestyrelsesmedlemmer i de tungeste virksomhedsbestyrelser er stadig et pinligt sjældent syn, og de seneste 10 år er der ikke sket så meget herhjemme. Imens rykker lande som Norge og Sverige. Løsningen i de nordiske søsterlande er kvoter og tvungen regulering, og nu presser EU’s justitskommissær, Viviane Reding, på for at indføre kvindekvoter på europæisk plan. Det er stærkt fristende at gribe til reguleringsvåbnet. Vil de ikke høre, så må de føle, er et velkendt værktøj fra den patriarkalske verden. Og vi ved, at kvoter virker.