I dag skruer årets Roskilde Festival op for musikken, når den ikoniske Orange Scene åbner.

Roskilde Festivalen har for længst slået sin status som en kulturbærende søjle fast.

Hvert år introduceres nye generationer af unge for et bredt spektrum af den ypperste kvalitet i rytmisk musik netop nu, og opdrages til at forstå, at det musikalske univers er langt dybere end tyggegummipop og pladeselskabernes nyeste teenagefænomen.

Det er heldigvis stadig musikken, der er i centrum. Men Roskilde Festival er kulturbærende i langt videre forstand end rent musikalsk.

I en tid, hvor det politiske parnas er enige om, at kun skattelettelser og økonomiske incitamenter kan motivere mennesker, er en festival båret af frivillige kræfter en vigtig erindring om, at alt ikke passer ind i matematiske modeller.

Det er også derfor, at Roskilde Festival virker grænseløst provokerende på avantgarden i tidens nyborgerlige bølge, der i foråret gik voldsomt til angreb mod Roskilde Kommunes ekspropriation af en nabogrund, som sikrer, at festivalen også i fremtiden har plads at boltre sig på.

LÆS OGSÅVred festivalnabo: »Jeg er blevet voldtaget af systemet«

Magtmisbrug. Bestikkelse. Ingen anklage var for langt ude. Men kommunen blev pure frikendt af statsforvaltningen.

LÆS OGSÅRoskilde Kommune frifundet i sag om bestikkelse

Når angrebet bliver så hårdt, er det fordi festivalen er en umulighed i det nyborgerlige verdensbillede.

For de ved jo, at de bedste løsninger altid skabes af det frie marked. At al initiativ skabes i jagten på private profitter, og at effektivitet er umulig uden markedets usynlige hånd.

Tanken om at tusindvis af frivillige arbejder for at stable festivalen på benene, passer ikke ind i cost-benefit analyserne.

Tanken om, at en non-profit organisation kan skabe et professionelt arrangement, stemmer dårligt overens management-kursets visdomsord.

Men det er virkelighed, hver eneste år på Dyrskuepladsen i Roskilde. At det er fællesskab og ikke ulighed, der skaber dynamik.

Cepos og dets efterbyrd af borgerlige meningsdannere har forsøgt at forklare paradokset om festivalens succes, med at den selv er blevet til big business.

Så passer verdensbilledet igen, og de kan også selv med god samvittighed blive en del af fællesskabet i nogle få sorgløse dage. For som alle andre er de velkomne i Roskilde.

Realiteten er, at det er lykkedes festivalen at bevare kernen af den ånd, der i 1971 for første gang samlede nogle hippier på en pløjemark, og at udbrede og modernisere denne ånd uden at kompromittere den.

Det er derfor det hedder deltagere snarere end kunder i Roskilde. For uden den enkeltes deltagelse i fællesskabet, var der slet ingen festival.

Derfor er der grund til at takke de tusinder af mennesker, der igen i år viser, at fællesskabet kan skabe store resultater.

Tak for musikken - og tak for deltagelsen.