Det er ikke kun ugens første forklaringer i undersøgelseskommissionen, der er dybt foruroligende. Det er holdningen til sagen i store dele af pressen også.

At noget er gået rivravruskende galt ved myndighedernes håndtering af borger Thorning-Schmidts skat er klart.

Mens de spegede tråde udredes og vi leder efter de direkte ansvarlige, står det fast, at daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) bærer det politiske ansvar for, hvad der har fundet sted.

LÆS OGSÅTilhører: Uforståeligt at Thorning er trukket gennem sølet på den måde

Derfor kunne man tro, at også den borgerlige presse nu ville stå op for den almindelige retssikkerhed. Men det er åbenbart for meget at forvente.

Tante Berlingske mener, at sagen kunne være undgået, hvis Helle Thorning-Schmidt fra begyndelsen havde offentliggjort hele afgørelsen fra Skat. Ansvaret for miseren falder altså tilbage på den politiker, der ikke tidligere har fremlagt detaljer om sine private forhold.

Jyllands-Posten istemmer, at det hele drejer sig om et spind af politisk strategi og taktiske manøvrer, hvoraf statsministeren selv har præsteret den mest iøjnefaldende. Hun er med andre ord selv ude om det.

Nej, det er hun ikke.

Ganske uanset hvad man mener om statsministeren og om hendes politik, endsige om de fodfejl, hun også selv har begået undervejs, er det helt uacceptabelt, at den daværende minister og hans svende ikke har holdt sig på mindst en kilometers afstand fra en politisk modstanders skatteforhold.

LÆS OGSÅSpindoktor og Ekstra Bladet stod bag Troels Lunds 'sjove' skattekonto

Pressen svigter sin rolle, når den lader forstå, at det er op til en politiker selv at dokumentere sin uskyld, og hvis den lover magtens mænd kildebeskyttelse, når de er ude i magtmisbrugets ærinde.

Kernen i sagen er ikke den politiske holdning. Den er spørgsmålet om, hvilken forvaltning vi vil have. Om hvilken politisk kultur. Hvilken retssikkerhed for borgerne. Og hvilken presse?

Skal det sidste spørgsmål besvares på en måde, der genskaber borgerlige meningers troværdighed, kræver det et selvkritisk opgør med den ’går den, så går den’-attitude, der gennemsyrer deres holdning.

Det er ikke et øjeblik for tidligt, hvis de vil undgå at gøre sig selv til medskyldige i fadæserne.