Politiken 1 januar 2002: NÅR DE læser dette, er en verdenshistorisk pengeombytning i gang. Fra midnat har mere end 300 millioner europæere i 12 af de 15 EU-lande kunnet bruge euromønter og -sedler, som i løbet af kort tid helt vil erstatte de hidtidige nationale valutaer. D-mark, franske franc, lire, pesetas ... alle er nu på vej ud mod en status som symboler på en svunden tid for den europæiske nationalstat, der med Bismarcks ord var karakteriseret ved to begreber: egen hær og egen mønt. Fra i dag har de 12 eurolande gjort op med sidstnævnte og taget hul på en ny æra, hvor euro vil være valutaenheden fra Lapland højt mod nord til De Kanariske Øer ud for Afrika, langt mod syd. Ikke siden Karl den Store (742-814) har så stort et område i Europa brugt samme valuta, uagtet at EU-landene Danmark, Sverige og Storbritannien foreløbig står udenfor. EFTER AT have eksisteret som finansielt instrument i tre år er den fysiske euro et håndgribeligt eksempel fra dagligdagen på, at det europæiske samarbejde er langt mere end tågede visioner og forestillinger om 'noget fjernt'. Den viser, at det bestemt også handler om noget konkret af stor praktisk betydning for os alle i vores hverdag. Men derudover er den ny euro også et fysisk udtryk for et europæisk samarbejde, der i løbet af forbløffende kort tid har forvandlet Europa fra et ofte frådende hav af blodige konflikter til en af verdens absolutte kraftcentre, og tilmed et stabilt et af slagsen. Hvad der for bare 50 år siden lignede en komplet umulig tanke oven på Anden Verdenskrig - et tæt økonomisk samarbejde mellem Frankrig og Tyskland - er i dag det afgørende omdrejningspunkt for EU-samarbejdet, der jo til syvende og sidst handler om at sikre netop fred og stabilitet på vore breddegrader. Et hurtigt kig i historiebøgerne eller i egen familiehistorie vil vise, at det ingenlunde er en selvfølge. Den bevidsthed var da også tydelig at iagttage, da europrojektets afgørende fase blev lagt til rette af tidligere nøglefigurer som den tyske genforeningskansler Helmut Kohl, Frankrigs daværende præsident Francois Mitterrand og tidligere EU-kommissionsformand Jacques Delors. Hvor Frankrig endte med at acceptere den tyske genforening for godt ti år siden, indvilgede Tyskland i at opgive sin D-mark, der ellers både har stået som udtryk for en enestående økonomisk styrke og stabilitet samt symboliseret, at 'det ny' Tyskland ved D-markens indførelse i 1948 trådte tilbage på den internationale økonomiske scene, da landets økonomi siden blev den dominerende i Europa. EUROEN søger i sit visuelle udtryk at anslå en lignende symbolbetydning. Hvor sedlerne er identiske i de 12 eurolande og symboliserer åbenhed og brobygning til verden udenom, så udtrykker mønterne noget ganske essentielt ved EU-samarbejdet: På den ene side er mønterne ensartede og illustrerer ensartethed og harmonisering, mens de på den anden side har præget nationale særkender som en understregning af den nationalstatlige mangfoldighed inden for EU-samarbejdet. Det er en vigtig pointe i lyset af de senere års debatter, der ikke mindst herhjemme har kunnet give indtryk af, at EU-samarbejdet kun har til formål at udviske nationale særpræg. Sagen er tværtimod, at mange regioner faktisk har fået mere vitalitet end tidligere, og at den europæiske mangfoldighed i mange tilfælde er blevet understøttet af dét EU, som i andre sammenhænge har overtaget en stribe opgaver fra nationalstaterne i takt med de nye udfordringer, globaliseringen i al almindelighed frembyder. SOM ET KONKRET udtryk for viljen til at søge konflikter afløst af samarbejde er euroen et smukt projekt. Men det betyder ikke, at det er uden risici. Ganske vist er det lykkedes at tøjle inflationen i eurozonen og afværge den turbulens på valutamarkedet, som meget vel kunne være opstået i Europa efter terroraktionerne i USA i september, og som kun var alt for velkendt i 1980'erne og 1990'erne. Men den virkelig store opgave bliver dels at vise befolkningerne, at eurosamarbejdet også kan få gang i økonomien og øge beskæftigelsen, dels at overbevise om, at man med eurosamarbejdets onesize- pengepolitik kan bygge bro mellem 12 forskellige lande fra Finland til Italien med hver sin kultur, sprog og regelsæt. At der oveni er god grund til at bekymre sig om budgetunderskuddet i Tyskland - eurozonens største økonomi - og inflationspresset i vækstlandene Irland og Portugal, gør kun opgaven endnu større. Det kan meget let få det til at knirke og knage i eurosamarbejdet, der jo grundlæggende er bemærkelsesværdigt ved, at det som økonomisk projekt er blevet skubbet foran det politiske - heller ikke dét er set før. Det lægger et stort pres på eurolandenes ledere, der må og skal sikre de mekanismer, som kan bygge bro over deres økonomisk-strukturelle forskelle. Lige så dynamisk euroens indførelse kan virke på den politiske proces i Europa, lige så skadeligt vil det være, hvis projektet fejler. Det seneste topmøde i Belgien udstak en kurs i forhold til arbejdet med en fælles forfatning, men tiden er også knap. Allerede om et halvt år, når Danmark overtager EU-formandskabet, ventes udvidelsen med op til ti lande og potentielle eurostater at blive sat på skinner. I den forbindelse har Europa ikke råd til at lade sig bremse af, at Danmark har valgt at stå uden for eurosamarbejdet. Det har Danmark i øvrigt heller ikke.