PET-kommissionens rapport har været længe undervejs, og alligevel ser det ikke ud til, at den er gået nær så grundigt til værks, som det var tilfældet i Norge, hvor der faktisk blev kastet lys over koldkrigsperiodens ømmeste punkter.

Samtidig skærer det i øjnene, at kommissionen er født i en helt anden tid. Omdrejningspunktet for kommissionens arbejde er regeringserklæringen fra 1968, der forbød PET at foretage registrering af borgere alene på baggrund af deres politiske engagement.

Registrering er i internettets tidsalder på godt og ondt blevet en del af hverdagen i et omfang, ingen for 40 år siden kunne forestille sig. Samtidig har vi fået langt større forståelse for efterretningstjenestens arbejdsopgaver.

Hvis en regering i dag forbød PET at registrere ekstreme islamister alene på grund af deres medlemskab af for eksempel Hizb-ut-Tahrir, ville der rejse sig en politisk storm. I lyset af terrortruslen er der ikke for alvor nogen, der anfægter, at PET skal holde øje med ekstremister og aktivister, også før de har foretaget konkrete kriminelle handlinger.

For ti år siden, da kommissionen blev nedsat, var politisk registrering stadig et kontroversielt emne. Men dybest set afspejler hele slagsmålet om 1968-erklæringen en tid, hvor politikerne ikke havde fuld tillid til efterretningstjenesten, og efterretningstjenesten ikke havde fuld tillid til politikerne.

Det var usundt, men det er mildest talt ikke problemet i dag. Lige nu er både befolkningens og politikernes tillid til efterretningstjenesten næsten ubegrænset stor, hvilket på den ene side er positivt, og på den anden side kan blive for meget at det gode, når politikerne nærmest står i kø for at udvide PET’s beføjelser.

Og dermed er vi fremme ved, hvad PET-kommissionens murstenstunge rapport trods alt godt kan bruges til – fremadrettet.

For tillid er godt, men kontrol er bedre. Uanset motiverne er det uholdbart, hvis der ikke er fuld gennemsigtighed mellem PET og politikere. Hvad enten PET udvikler sig til en stat i staten på grund af overdreven mistillid eller overdreven tillid, er det en uacceptabel situation.

Når de folkevalgte for deres synders skyld har pløjet sig igennem rapporten, bør de derfor benytte lejligheden til at forstærke den kontrol med efterretningstjenesten, der alene sikrer dens demokratiske troværdighed på længere sigt.