Det burde ikke kræve en ’modstandsbevægelse’ at hjælpe et menneske, der har brug for en læge.

Heller ikke, hvis patienten er flygtning eller en afvist asylsøger, der nu er på flugt for politiet.

LÆSPolitiet truer aktivister fra Kirkeasyl

Derfor bør der også være forskel på at skjule asylsøgere og at hjælpe dem i sundhedssystemet. Det første er juridisk forbudt, men et åbent moralsk spørgsmål.

Det andet bør ikke alene være moralsk indlysende – selvfølgelig skal hvem som helst have adgang til sundhedsfaglig hjælp – men burde juridisk også være ikkekriminelt, dvs. tilladt.

Alligevel er læger og jordemødre i dag nødt til at holde det hemmeligt, at de hjælper visse mennesker med en konsultation.

Hvorfor? Fordi politiet gerne vil tale med patienten.

En ny ’modstandsbevægelse’ er resultatet. Bevægelsen består af modstandere af regeringens asylpolitik og sammenligner sig med modstandskampen under Anden Verdenskrig.

Det er ikke en klog historisk sammenligning, der yder frihedskampen mod den nazistiske besættelse af Danmark respekt – uanset at de afviste asylsøgere hver især kan have gode grunde til at gå under jorden.

For den afviste asylsøger, som frygter en tvangsudsendelse, er hjælpere i Danmark nødvendige.

Og for hjælperen giver det et moralsk dilemma mellem at følge loven og at følge sin samvittighed, hvis man er overbevist om asylsøgerens behov for at flygte.

Hver eneste gang det beskytter et menneske mod forfølgelse og berettiget frygt, må det uomgængeligt være prisværdigt.

Javel, det er selvfølgelig de ’civilt ulydige’, der vælger at udfordre grænsen. Men samfundet har ansvaret for at sætte den grænse, der afgør, hvem vi vil kriminalisere.

Og samfundet kan ikke være tjent med, at læger skal organisere sig i ’modstandsbevægelser’ og ’gå under jorden’, fordi de tilser en afvist asylsøger. Det er simpelt hen for fattigt.

Staten bør ikke blande sig i, hvem en læge tilser.