Han er ikke ked af det, videnskabsminister Helge Sander (V).

Først gennemfører han som en af sine første ministerbedrifter en ny universitetslov, der gør universiteterne til selvejende institutioner med selvstyrende bestyrelser.

Hernæst bruger han de næste mange år på at opstille regler og foranstaltninger, der trækker stort set al luft ud af det højt besungne selvstyre.

Og minsandten om ikke paradespillet nu gentager sig: I tirsdagens Politiken kunne man læse et frisk indlæg fra videnskabsministeren, hvor han højtideligt slår fast, at »tiden nu er kommet til fuldt selvstyre for Danmarks universiteter«.

Samme dag kunne han – mindre højtideligt – slå lige så fast, at der sandelig ikke bliver pillet ved forbuddet mod gruppeeksamen på universiteterne. For som ministeren udtrykte det: »Der er et klart politisk flertal for stadigvæk at bevare det«.

Ja, der er selvfølgelig grænser for, hvor saglig man må være, når man udformer en universitetspolitik.

Utidig stop & go-politik
Det, der kunne lyde som et stort skridt fremad for de danske universiteter, kan altså meget vel vise sig blot at blive business as usual: Ministeren siger ét og gør noget andet.

For det er naturligvis helt og aldeles usammenhængende, hvordan man med den ene hånd kan love ’fuldt selvstyre’, når man med den anden hånd vil regulere på så relativt lille et område som eksamensformer.

Og at regeringen – under ledelse af Dansk Folkeparti – fastholder dette forbud, er desværre kun et lille symptom på den særlige form for utidig stop & go-politik, regeringen har anlagt på universitetsområdet.

LÆS OGSÅ Studerende blokerer deres uddannelse

Det er da også værd at bemærke, at man bortset fra ideen om målstyring intet konkret finder i Sanders ’udspil’. Hvordan er det f.eks. lige, man skelner mellem ’selvstyre’, som står i lovgivningen, og ’fuldt selvstyre’, som Sander nu taler om?

Universiteternes selvstyre er naturligvis den eneste rigtige løsning. Men det skal være reelt selvstyre.

Og dette kræver ikke så få indrømmelser fra ministerens side, når forhandlingerne går i gang i det nye år: For er ministeren klar til at opgive sin detaljeregulering af universiteternes bevillinger?

Vil universiteterne fremover undgå det bureaukratiske akkrediteringshelvede, når det gælder deres uddannelser? Og vil det nu være slut med skrækfortællinger om forskere, der bruger mere tid på at skrive forskningsansøgninger end på forskning?

Lad os håbe det. På universiteternes og resten af nationens vegne.