Regeringen står mere rådvild tilbage efter gårsdagens historisk omfattende rokade.

De mest inkompetente ministre er endelig blevet skiftet ud med usikre satsninger. Men reelt er der tale om, at en yderst begrænset talentmasse er blevet flyttet rundt – som i en stoleleg til en fest, der er ved at fuse ud.

Rokaden vil ikke gøre det lettere for VK-regeringen at håndtere den økonomiske nedtur, som de selv samme ministre har været med til at skabe – blot på andre poster. En række oplagte politiske talenter i og uden for Venstres folketingsgruppe er samtidig blevet helt forbigået.

Politisk lederskab handler om mere og andet end at fjerne skandaleministre. Og desværre er det mest affældige partisoldater, der sætter ansigt på den manglende fornyelse.

LÆS OGSÅLøkke er klar med overlevelsesplan

Det sorte bondevenstre er kommet tilbage med typer som Hans Christian Schmidt (V) og landbrugslobbyisten Henrik Høegh (V), mens de mislykkede kronprinser, Søren Gade (V) og Kristian Jensen (V), kan trække sig nedværdigede tilbage. Fremtiden blev der ikke plads til.

Rokaden rummer også lyspunkter, særlig blandt de konservative. Ingen vil savne Helge Sander (V), og efterfølgeren som videnskabsminister, Charlotte Sahl-Madsen (K), kan brillere på en billig baggrund. På samme måde vil dr.phil. Per Stig Møller (K) uden at anstrenge sig kunne løfte sig op over sine forgængere på posten som kulturminister.

Afstand til Fogh
Selv om Foghs hold er skiftet ud, rummer den nye ministerliste ingen stjerner eller stemmeslugere. Den nye rekord, at 9 ud af de 19 ministre nu er kvinder, lyser dog op.

Men generelt tegner der sig et billede af en febrilsk satsning: Efter fiaskoen ved klimatopmødet er det ikke et signal om større seriøsitet, at Lene Espersen (K) bliver ny udenrigsminister, eller at Søren Pind (V) – der vil nedlægge FN – bliver udviklingsminister – eller »frihedsminister«, som han kalder det.

Omverdenen er også blevet nedprioriteret.

I en tid, hvor økonomien sejler, er det ikke nok med nogle hasardererede nyudnævnelser, lidt omrokeringer og nogle få unge kompetente politikere, der må bevise sig selv.

Svagheden ved rokaden er, at Lars Løkke nu har spillet sin største trumf – uden at opnå en markant gevinst. Den politiske dagsorden må og skal derfor skifte fokus nu og rette sig mod de senere års uansvarlige økonomiske politik og arbejdet med at genoprette økonomien og genskabe balancen på budgettet.

Rokaden kan hurtigt vise sig at være et skridt frem og to tilbage for VK-regeringen. Det afgørende bliver, hvordan statsminister Lars Løkke Rasmussen håndterer den stærkt forsinkede konvergensrapport og det upopulære arbejde med at rydde op efter forbrugsfesten i 00’erne.

I sidste ende er det ikke persongalleriet, men den førte politik, som Løkkes regering skal bedømmes på. Statsministeren har markeret en tiltrængt afstand til Foghs fiasko-regime. Men foreløbig kun i ord. Tiden er kommet til, at Løkke i praksis begynder at føre en politik, der bringer Danmark tilbage på sporet.