Besparelser er det sidste, som det skrøbelige økonomiske opsving har brug for. Alligevel forsøger VK-regeringen nu at ville udnytte krisen ideologisk til at rulle den offentlige sektor tilbage.

Nationalbanken har udregnet sparebehovet i regeringens plan til at være 34 mia. kr. – eller tre gange så meget som prognosen fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V). Hvis regeringen rent faktisk gennemfører sin nedskæringspolitik med Dansk Folkeparti, vil velfærden udhules og ledigheden stige.

Planen er ikke tilfældig: Regeringen skubber en stadig større regning foran sig, som følge af en unødigt høj ledighed – der kunne være mindsket politisk – og de faldende indtægter efter skattelettelserne.

Som lånehajer har VKO givet vælgerne skattelettelser pr. efterkrav – uden at fortælle om regningen.

Vælgerne har netop fået udbetalt skattelettelser, men på den anden side af næste valg kommer regningen dumpende – i form af stigende afgifter og benhårde besparelser.

Nationalbankdirektør Nils Bernstein brød i går det største tabu i dansk politik: Enten skæres velfærden, eller også droppes skattestoppet. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har allerede valgt side: VKO ønsker velfærdsforringelser.

SE TV-ANALYSELunde: Nationalbanken bryder politisk tabu

Valget i dansk blokpolitik står ikke længere mellem skattelettelser eller velfærd, men snarere mellem ideologiske besparelser eller rettidige investeringer, der skaber nye job.

Hvis regeringen gør alvor af de slet skjulte spareplaner, vil det at gøre større skade end gavn. Danmark kan ikke spare sig til vækst. At skære hårdt i de offentlige udgifter i det omfang, som Nationalbanken angiver, vil kun forstærke nedturen.

Regeringen har foregøglet vælgerne, at den allerede har gjort nok for at stimulere beskæftigelsen og samtidig vil evne at balancere budgetterne, uden at vælgerne kan mærke det. Begge dele er forkert.

Størstedelen af krisehåndtering har været ufinansierede skattelettelser, uden ønsket effekt, og en hård opbremsning i det offentlige forbrug vil derfor kun forværre krisen.

I stedet for at fremlægge en redningsplan, der stimulerer nu og balancerer senere, overvurderer regeringen konsekvent gevinsten ved skattelettelser. Samtidig lyves de langsigtede sparekrav kunstigt lave. Det er ikke økonomisk ansvarligt.

Besparelser i de næste to år er ikke vejen frem. Statsgælden er historisk lav. Men hvis regeringen absolut vil rulle velfærdsstaten tilbage, må finansministeren i det mindste fremlægge nogle ærlige tal.