Annonce
Annonce
Annonce
Leder 29. apr. 2010 KL. 00.01

Planøkonomi vil næppe hjælpe Udkantsdanmark

Alt kan og skal ikke ligge i København og Århus, men udviklingen må komme nedefra.

Det engang liberale parti Venstre har kun to tilbud til borgerne i de udkantsområder, som i disse år oplever stigende arbejdsløshed: mere bistandshjælp i form af øget landbrugsstøtte og udflytning af statsligt bureaukrati.

Det kunne lyde som en gammel femårsplan fra den tidligere Østblok, men skrivebordsforslagene er tiltænkt udkantsdanskerne i Vestdanmark.

Venstres gruppeformand, tidligere skatteminister Kristian Jensen, har pludselig erkendt, at man i hans eget bagland i det vestjyske er voldsomt utilfredse med VK-regeringens mange centralistiske reformer.

Alt fra politistationer over domstole til sygehuse er i de senere år blevet rykket væk fra de tyndtbefolkede egne i retning af Danmarks nye vækstcentre langs de tætbefolkede østkyster ved Århus og København.

Der er brug for en massiv satsning på opkvalificering af de stadig flere mænd, der er ladt tilbage i udkanten, så der igen kan skabes private job.

Venstre er gået i ét med staten. I stedet for at fremlægge konkrete forslag til, hvordan der igen kan skabes privat beskæftigelse i de vestlige og sydvestlige egne, fortsætter Venstre nu med en centralistisk topstyring som eneste modspil til den nye skævvridning af Danmark.

Støttekroner til landbruget og tvangsudflytning af arbejdspladser vil ikke ændre den underliggende dynamik, hvor urentable job på landet erstattes med mere værdifulde i storbyerne. Det sker i hele verden.

De unge flytter jo væk af en årsag
Planøkonomi, der tvinger ressourcerne derhen, hvor de giver mindst værdi for samfundet, er ikke vejen frem for Udkantsdanmark. De unge flytter jo væk af en årsag.

Kun hver ottende dansker bor i dag i landdistrikter, og antallet er faldende. Derfor giver det bedre og bedre mening at koncentrere specialiserede funktioner som uddannelse, sygehuse og statsforvaltning i de byområder, hvor der er kvalificeret arbejdskraft og faglige miljøer.

LÆS OGSÅV vil flytte statslige job til provinsen

Alt kan og skal ikke ligge i København og Århus, men udviklingen må komme nedefra – som alternativer, der kan bære sig selv. Det offentlige skal først og fremmest give hjælp til selvhjælp.

Udfordringen med et Danmark, der allerede er knækket over på langs, er reel og kræver politisk initiativ. Men ambitionen for et oprindeligt liberalt parti som Venstre må da være at skabe reel værdi, nye job og økonomisk vækst i de yderområder, der er blevet fattigere og fattigere under VK-regeringen.

Danmark klarer sig ikke bedre i den globale konkurrence ved at rykke rundt på stolene. Der er brug for en massiv satsning på opkvalificering af de stadig flere mænd, der er ladt tilbage i udkanten, så der igen kan skabes private job.

ltm