Romantikerne troede, at Danmark ville opnå større uafhængighed i pengespørgsmål, da et flertal i 1992 stemte nej til Maastrichttraktaten og dernæst ja til euroforbeholdet i 1993.

Illusionen om dansk suverænitet blev fastholdt, da et flertal nedstemte euroen igen i 2000. Men virkeligheden har været en anden.

Ved at stå uden for eurosamarbejdet og alligevel opretholde fastkurspolitikken har Danmark været nødt til at føre en særlig stram politik. Siden finanskrisen brød ud, har Nationalbanken brugt et svimlende milliardbeløb på at fastholde kronens kurs over for euroen.

I dag er Danmark fortsat nødt til at føre en politik, der ikke engang må kunne mistænkes for manglende stabilitet. Vi risikerer nemlig at blive straffet ekstraordinært hårdt af finansmarkederne, fordi vi ikke nyder godt af den kollektive sikring, som eurozonen giver medlemslandene.

Hvis vælgerflertallet troede, at det ville være billigt at stå alene, så kan de godt tro om igen. Og hvis folk tror, at det skulle have givet os særlige frihedsgrader at stå uden for euroen, ja, så kan de godt begynde at genoverveje deres opfattelser af national selvstændighed i det 21. århundrede.

Regeringen er bundet på hænder og fødder. Det bør derfor ikke komme som en overraskelse, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) netop har tilsluttet sig de nye sanktionsmekanismer, som eurolandene er blevet enige om at pålægge hinanden i tilfælde af kroniske budgetunderskud.

LÆS ARTIKELDanmark giver grønt lys: EU skal kunne straffe os

Den konkrete udformning er ikke på plads endnu, og formelt er vi ikke forpligtet.

Men fordi det ikke er formalia, men de nådesløse markedsmekanismer, der styrer Danmarks valutapolitik, ja, så er statsministeren nødt til at optræde som duks for at opretholde troværdigheden omkring den danske fastkurspolitik.

Reaktionerne fra tilhængerne af den danske kronekurs på Christiansborg virker verdensfjerne. Det er helt afkoblet udviklingen, når blandt andre Dansk Folkeparti kræver en ny folkeafstemning. Det er jo dem, der ønsker at stå udenfor.

Paradoksalt nok er det netop den danske enegang, der gør det nødvendigt at føre en økonomisk politik, der er mere disciplineret end selv eurozonens kernelande.