Da han blev spurgt om sin mening om ’den vestlige civilisation’ sagde en berømt inder, at »det ville være en god idé«.

En berømt kineser var en anelse venligere. Han mente, at »det var for tidligt at sige noget om«. Man mindes begge bemærkninger, når man skal danne sig en mening om Iraks fremtid efter Irakkrigen.

I Bagdad fejrer regeringen, at de amerikanske styrker fra i dag trækkes ud af de irakiske byer som første skridt mod den tilbagetrækning fra hele landet, der skal være afsluttet i 2011.

Iraks leder, Nouri al-Maliki, kalder dagen »en stor sejr« og sammenligner den med oprøret mod den britiske kolonimagt i 1920. Direkte adspurgt erklærer han sig som modstander af den internationale invasion i 2003, uagtet at han uden den ikke selv ville være kommet til magten i 2006.

At nationalisme er trumfkort i irakisk politik kunne i sig selv være en god nyhed, hvis nationalismen var ramme om en fælles stat og et spirende demokrati. Desværre findes nationalismen både i en sunni-, en kurdisk og i mindst et par shiavarianter. De basale konflikter, der i 2006-07 førte til borgerkrigslignende tilstande, er stadig uløste.

Krigen i 2003 savnede legitimitet, fordi der intet FN-mandat var, og fordi Saddam Hussein ingen masseødelæggelsesvåben havde. Derfor måtte krigens tilhængere argumentere med dens frugter i form af en bedre og demokratisk fremtid for irakerne.

Om krigens enorme og endnu uafsluttede omkostninger under nogen omstændigheder kan opvejes af sådanne gevinster – ingen ved jo, hvad der ville være sket, hvis invasionen ikke havde fundet sted – er svært at sige.

Men foreløbig har Irak slet ikke nogen afklaret fremtid som stat og samfund. For lige så sikkert det er, at det store flertal af irakere helst ser ryggen af de udenlandske tropper, lige så usikker er fremtiden efter besættelsen i et dybt såret og splittet samfund.

Den sørgelige sandhed er, at Irak er ude af vores bevidsthed, fordi landets svære og sammensatte situation på den ene side er uendelig langt fra at have indfriet krigstilhængernes forventninger.

På den anden side kan den ikke længere bruges til at slå et USA, der under en ny præsident har taget konsekvensen og overladt Irak til irakerne, oven i hovedet med.

Måske var det en god idé, hvis vi overlod det til irakiske historikere at formulere det historiske facit. Og så hørte efter.