Kinas ledere ville gøre sig selv en tjeneste, hvis de indså, at Dalai Lama er en del af løsningen på deres problemer i Tibet.

Efter urolighederne sidste år så det ud, som om de havde fattet, at dialog med en ubetinget ikkevoldelig repræsentant for tibetanerne, der ikke kræver selvstændighed, men blot kulturelt og regionalt selvstyre, var en vej til at gøre Tibet til en stabil del af Kina.

Men desværre. Kina er nu tilbage på en uforsonlig og fordømmende kurs, og alle, der mødes med Dalai Lama, får Kinas massive vrede at føle.

Derfor førte Lars Løkkes møde med Dalai Lama til en krise mellem Danmark og Kina, som først nu er repareret.

LÆS OGSÅDanmark siger nej til tibetansk selvstændighed

Er regeringens løfte om at tænke sig grundigt om, før den igen mødes med Dalai lama, og eksplicitering af, at vi er modstandere af tibetansk selvstændighed, et katastrofalt knæfald for Kina, der retfærdiggør, at Dansk Folkeparti med massivt hykleri lækker regeringens forståelse med Kina fra Udenrigspolitisk Nævn, hvis fortrolighedsregler DF ellers normalt rutinemæssigt bruger til at mistænkeliggøre oppositionen?

Brug for diplomati
Hvis man mener, at udenrigspolitik alene har til formål at udtrykke vores moralske og ideologiske værdier, ja, så er der naturligvis tale om et knæfald.

Men en så speciel opfattelse af, hvad udenrigspolitik er, ville være komisk, hvis den ikke havde fået farlig troværdighed af det mirakel, vi oplevede i 1989-91, hvor alle vores krav til østblokken blev indfriet og overgået måned for måned, fordi det fjendtlige system, vi stod over for, var ved at kollapse indefra.

Man gør imidlertid klogt i ikke at forveksle et enestående historisk vendepunkt med normalstilstanden i international politik. Kina kollapser næppe i morgen, og selv lande som Irak, Iran og Afghanistan, der kun er fem eller ti gange større end os, kan som bekendt være ganske besværlige at få til at makke ret.

Så længe vi hverken kan eller vil føre krig med alt det i verden, der afviger fra vores idealer, vil udenrigspolitik også bestå i forhandling og gensidig hensyntagen.

Det ville have været et knæfald for Kina, hvis vi havde lovet aldrig at mødes med Dalai Lama eller aldrig at rejse det tibetanske problem i nogen sammenhæng. Ingen af delene er tilfældet, og derfor er regeringens indrømmelser til Kina pragmatisk realisme i en verden, der stadig har brug for diplomati.