Københavns bymur blev revet ned af Fyrst Jaromar i 1259. Det gjorde plads til byens ekspansion og til den vækst og velstandsstigning, som København gennem store dele af historien har været drivkraft for. Derfor er det også beskæmmende, at S-SF vil indføre en ny bymur - den berygtede betalingsring, som bliver til virkelighed, hvis rød blok kommer til magten.

Det er svært at finde hoved og hale i, hvad formålet med denne fæstning egentlig er. Sagen er nemlig den, at S-SF’s målsætning om, at ringen skal skabe mindre trængsel på vejene, bygger på forskellige hensyn, som bliver hivet frem, når det ellers passer til lejligheden. På den ene side tager de to parter nemlig udgangspunkt i hensynet til miljøet, mens de i denne valgkamp ynder at udlægge det som om, at betalingsringen skal søsættes for at hjælpe bilisterne til hurtigt at komme frem. Begge hensyn er baseret på en snakke-bagvendt argumentation, som på ingen måde har hold i virkeligheden.

Hvis vi eksempelvis kigger på miljøhensynet, så forholder det sig nemlig sådan, at mange bilister blot vil kredse omkring ringen, som katten om den varme grød, for på den måde at undgå at betale bompenge. Dermed er vi lige vidt i forhold til miljøpåvirkningen af folk både inden og uden for betalingsringen, for det er jo ikke sådan, at udstødningsrøgen stopper med at passerer betalingsringen, bare fordi bilisterne gør.

Når det kommer til argumentet om, at de, som fortsat sætter kursen mod København i bil, slipper for trængsel på vejene, så får man jo det indtryk, at S-SF vil bilisterne det godt. Virkeligheden er dog den stik modsatte. Det forholder sig nemlig sådan, at de bilister, som dagligt skal forbi denne afgiftsfæstning i myldretiden, vil få en ekstra regning på 11.000 kr. om året. Derfor er det også helt forrykt, at rød blok bryster sig af at gøre noget godt for bilisterne, når den gode gerning er på bekostning af en ekstra skat i denne størrelsesorden. For om man så var den eneste bilist på indfaldsvejene, så er det jo en absurd tankegang, at man skal betale for at komme på arbejde, bringe børnene i skole eller besøge sin syge moster. Derudover gør S-SF en stor sag ud af at referere til erfaringerne i både London og Stokholm, når de krampagtigt forsvarer denne ekstra skat. I den forbindelse er det interessant at fremhæve, at erfaringerne fra London netop viser, at trafiktrængslen blot vil opstå uden for ringen, så selv hvis du kan komme hurtigere frem, når du er sluppet igennem nåleøjet, så kan vejen dertil blive lang og flydt med ventetid.

Så er der jo toge og busser som en mulighed, vil S-SF trodsigt sige. Det kan de såmænd også have ret i, men dem, som bytter bilen ud med offentlig transport, skal dog ikke sætte næsen op efter mindre trængsel. For som det fremgår af et notat fra Transportministeriet, så kører visse toge allerede med en overbelægning på bestemte strækninger i myldretiden, og det er derfor ikke muligt at stuve flere ind i kupeerne. Notatet slår samtidig fast, at der rent faktisk ikke kan proppes flere toge ind på disse specifikke strækninger, og derfor er det helt hovedkulds, når rød blok sparker denne problemstilling til hjørne med det argument, at de vil forbedre den offentlige transport.

Hvis denne betalingsring kommer til verden, er der en overhængende fare for, at mange familiers strukturerede hverdag ramler sammen som et korthus, når bompengene skal indgå i kabalen sammen med skole, arbejde, indkøb og fodboldtræning. Derfor må den også betragtes som et nådeløst eksperiment, der både rammer skævt og bredt. Denne fæstning er dog ikke kun en trussel mod bilisterne. Den er nemlig også en trussel mod erhvervslivet og dermed vores chancer for at skabe vækst og velstand. Sagen er nemlig den, at flyttefirmaer, taxiselskaber, eksportvirksomheder, tømmermestrer og mange mange andre virksomheder alle risikerer at skulle passere denne ring flere gange dagligt, og så kan det bliver en dyr fornøjelse at drive virksomhed. Det er så grotesk, at man ikke engang behøver at spørge sig selv om, hvorvidt flyttemanden vil benytte sig af s-toget eller muligheden for at drive virksomhed på den anden side af sundet, for svaret giver sig selv. Man kan derfor også roligt konstatere, at Frank Jensens ambitioner om at gøre København til en erhvervsvenlig by blot vil sive ud i sandet, hvis det lykkedes hans partifæller at erobre magten.

Uanset hvordan man vender og drejer det, så vil en rød betalingsring være en ekstra skat til verdens højst beskattede folkefærd, og det er det sidste, som vi har brug for, hvis vi fortsat vil have status som et velstående land. Den øvre grænse for hvor mange penge man kan presse ud af folk er allerede overskredet, og derfor er enhver ny skat også én for meget. Det hører vi jævnligt økonomer og store såvel som små virksomheder sige, og derfor undrer det mig egentlig, at S-SF forsætter med at opfinde nye skatter og afgifter. Der er dog også en anden ting, som undrer mig. Når snakken i diverse tv-debatter falder på en beskeden brugerbetaling i sundhedssektoren, så ser vi SF’s formand Villy Søvndal kompanieret af de røde venner fare i flint over tanken om brugerbetaling. Hertil må man bare spørge: hvad er det lige de røde selv har gang i? De har gang i en brugerbetaling af historiske dimensioner, som de uden at blinke trækker ned over hovedet på en snævert udvalgt gruppe af bilister. Ja ja, moral er godt – men dobbeltmoral er øjensynligt dobbelt så godt!

Skulle der uheldigvis ske det, at betalingsmuren kommer til efter den 15. september, så ser det ualmindeligt sort ud for dansk erhvervsliv.