En revision af den nuværende rygelov venter forude, og det har fået socialdemokraten Bjarne Lausten til at øjne muligheden for en helt urimelig og frihedsindskrænkende stramning. Lausten har nemlig foreslået, at landets plejehjem skal have lov til at forbyde de ældre at ryge i eget hjem.

Det er ikke første gang, at de politiske vinde blæser i retningen af stramninger på dette område, og der har nærmest bredt sig en misforstået opfattelse af, at en revision partout skal medføre stramninger. Selv udtaler Bjarne Lausten, at han er ”… ked af at skulle trække forbudskortet..”, og denne sorg deler jeg fuldt ud. Dette kort bliver nemlig spillet ud ved hver en given lejlighed af den simple årsag, at der politisk set er en kollektiv frygt for at smide trumfen, som netop består i at komme med andre løsninger end forbud.

Overgangen fra ung til gammel kan for nogles vedkommende betyde tab af hår, venner eller hukommelse, men den må aldrig betyde et tab af helt basale rettigheder. Et rygeforbud på de ældres egne værelser vil være en hidtil uhørt frihedsberøvelse, og et sådant indhug i den personlige frihed vil alt andet end lige kunne betegnes som en uhyggelig sammensmeltning af den private og offentlige sfære. Det konkrete forslag er nemlig en skræmmende legitimering af statens beføjelser til at sætte dagsordenen i private hjem, som de pågældende værelser jo netop er for de ældre.

Baggrunden, eller undskyldningen om man vil, for Laustens forslag er, at antallet af dødsbrande forsaget af rygning er steget. Der er jo ikke én eneste, som ikke finder en dødsbrand tragisk, og derfor bør vi naturligvis gøre, hvad vi kan for at minimere risikoen for disse. Det skal bare ikke ske igennem lovgivning. Der kan jo sagtens være beboere på landets plejehjem, som befinder sig i en tilstand der gør, at det ikke er nogen god idé at ryge i sengen. Her er det op til personalet, og ikke politikerne, at drage omsorg for de pågældende personer, da det nu engang er dem, som er tættest på beboerne. Netop derfor bør der også kunne tilbydes et rygerum som et sikkert alternativ til sengen eller værelset. Derudover burde politikerne koncentrere sig om at komme bureaukratiet til livs, så personalet på landets plejehjem kan vende blikket væk fra kontrolskemaerne og over på beboerne. Det kunne jo tænkes, at mere nærvær rent faktisk kunne forhindre disse brande.

Desværre kommer konstruktive løsningsforslag til alverdens problemer sjældent fra Slotsholmen, som i stedet dyrker hensynet til laveste fællesnævner i en udpræget grad. Dette forbud er blot seneste skud på stammen, og som så ofte før, så retfærdiggør man kollektiv afstraffelse på baggrund af enkeltsager. Det er ualmindeligt trist, at landets folkevalgte ofte vælger at springe over, hvor gæret er lavest, ved at fremsætte forbud der er blottet for nuancer. Det er trods alt ikke forbudt at fremlægge nogle visioner for vores velfærdssamfund, heriblandt ældresektoren, som netop tager udgangspunkt i borgernes ve og vel. I stedet for ensretning gennem lovgivning bør vi derfor værne om retten til forskellighed og den enkeltes frihed til at træffe beslutninger, der vedrører eget liv ? hvad enten de er fornuftige eller ej. For der er ingen tvivl om, at rygning kan være skadeligt på den ene eller anden måde, men er det nu engang et frit valg ? uanset om man er ung eller gammel ? som staten i alle livets myndige faser ikke skal blande sig i.