Liv. Ølbægre på gaden, støj fra spillesteder og metrobyggerier, ludere og narkomaner er en del af den storby, der hører op med at være en storby, når alt bliver ensrettet, konformt og forudsigeligt, skriver Brian Esbesen
Foto: Jens Dresling (arkiv)

Liv. Ølbægre på gaden, støj fra spillesteder og metrobyggerier, ludere og narkomaner er en del af den storby, der hører op med at være en storby, når alt bliver ensrettet, konformt og forudsigeligt, skriver Brian Esbesen

Brian Esbensen

Rejs nu væk, småborgere - før I ødelægger byen helt

Yngre, veluddannede borgere har bragt ligusterfascismen til storbyen.

Brian Esbensen

De er ressourcestærke, veluddannede, og så har de indtaget de større danske byer, og i særlig grad København.

Med sig har de taget en kvælende småborgerlighed, som – om ikke før – eksploderer, når de bliver til småbørnsfamilier.

Man tåler ikke støj, skævheder, snavs, uforudsigelighed eller afvigelser af nogen art. Man tåler med andre ord ikke storbyen, hvorfor den naturligvis skal tæmmes, til den har lige så meget kant som et Linie 3-jubilæumsshow.

Narkomaner, alkoholikere og hjemløse skal ikke nødvendigvis hjælpes; de skal bare væk, så vi ikke behøver at se på dem. Også metrobyggerier, festivaler, cykeltaxier, gadeprostituerede, udendørsarrangementer, fortovscafeer, koncerter, trafik af enhver art og natværtshuse er aldeles uønskede. Og sådan kunne man desværre blive ved.

For et par år siden udkæmpedes et slag på Vesterbro i København, hvor prostitution og stoffer som bekendt har været en del af bybilledet i årtier.

Det er ikke byens skævheder, vi skal tage et opgør med, men den småborger, der ikke forstår, at der bor andre i byerne med andre præferencer og værdier end dem

De involverede var kvarterets beboere og en række cafeer på den ene side og et værested for misbrugere på den anden.

De pæne borgere og cafégæster fik deres søndagsbrunch galt i halsen, når de skulle se på alle de sørgelige eksistenser, hvorfor kommunen efter massive klager opførte et hegn, som hurtigt fik tilnavnet 'Berlinmuren'.

LÆS ARTIKEL

Det løser naturligvis ikke de sociale problemer, der er skyld i elendigheden – måske endda tværtimod – men nu slap man da for at se på det.

Det er blot et enkelt konkret eksempel. Den årlige tilbagevendende københavnerbegivenhed Distortion er et andet, ligesom det også lader til at have overrasket mange, at man ikke kan bygge en helt ny metrolinje, uden at det kommer til at støje lidt.

Man har lyst at sige det ligeud: I bor i en storby; hvad pokker havde I regnet med? Det er simpelthen så fikst indrettet, at der allerede findes steder for folk som jer – de kaldes provinsbyer: Herning, Slagelse, Nyborg, Randers, Viborg, Middelfart og flere endnu. Studier viser i øvrigt, at det ofte er her, I ender alligevel, når I efter nogen tid er færdige med at lege storby.

Det var lige ved og næsten, men enkelte skævheder kan stadig forekomme, så den hippe og obligatoriske christianiacykel ender i sidste ende ofte med at blive skiftet ud med en stationcar parkeret i en carport et sted i provinsen.

Bag jer efterlader I en storby, der er tæt på at blive lige så kønsløs og konform som det forstadsparadis, I nu søger imod.

Ligesom kirken i stor udstrækning skal danne rammen for det perfekte bryllup, har man en forventning om, at storbyen står til rådighed som kulisse, når drømmen om den unge storbyfamilie skal udleves.

Men man tror lige så lidt på den rummelighed og tolerance, et liv i byen kræver, som man tror på Gud eller den kirke, man sikkert lige er blevet gift i. Når man ikke for længe siden har regnet ud, at hensyn er noget, der går begge veje, er der næppe grund til at tro, at det pludselig skulle ændre sig for dette segment, og derfor er det vi andres ansvar at sætte hælene i over for den omsiggribende ligusterfascisme, der nu også stortrives i byen.

Problemet er, at vi andre lader os tyrannisere og åbner klagelinjer og sætter forbuds- og påbudsskilte op alle vegne i stedet for at sætte spørgsmålstegn ved rimeligheden i de småborgerlige diktater. Hvorfor har vi givet et intolerant mindretal lov til at sætte begrænsninger op for alle os andre?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Adskillige spillesteder og værtshuse har gennem de seneste 5-10 år været tvunget til at lukke, og mange andre har ganske enkelt opgivet at spille livemusik, fordi klagerne vælter ind.

Det er jo ingen naturlov, at det er 'klageren', der har ret, hvilket er den logik, der lader til at være udgangspunktet, som det er nu.

Kunne man ikke tænke sig, at naturligvis skal der fortsat være mulighed for at klage og påtale andres generende adfærd, men at vi slår automatpiloten fra og bliver bedre til at forsvare skævheder i storbyen?

Ja, der ligger nogle tomme ølbægre på Nørrebrogade efter Distortion; ja, du har købt en andelslejlighed oven på et spillested, som spiller musik indimellem – deraf navnet; ja, på Vesterbro er der narkomaner, som pisser på gaden i deres heroinrus; ja, metroselskabet er ved at bygge en helt ny metrolinje, hvilket per definition ikke er en lydløs aktivitet; ja, cykeltaxier fylder lidt mere på cykelstien end en almindelig cykel.

Ja, alt det ovenstående forekommer, men går verden under af den grund? En storby hører op med at være en storby, når alt bliver ensrettet, konformt og forudsigeligt.

Det er ikke byens skævheder, vi skal tage et opgør med, men den småborger, der ikke forstår, at der bor andre i byerne med andre præferencer og værdier end dem.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce