Respekten for den private ejendomsret kan ligge på et lille sted blandt kommunalpolitikerne i Roskilde, der netop har stjålet 2/3 af en privat virksomhed.

Begrundelsen for den aggressive kommunale inddragelse er, at Roskilde Festival mangler plads, og at den private planteskoleejer, Keld Bjergegaard, har nægtet at sælge jorden til spotpris.

Med loven i hånden og hensynet til ”almenvellet” har kommunen derfor tvangsnationaliseret Bjergegaards planteskole og dermed ødelagt hans livsgrundlag. Roskilde Festival mangler dog ikke jorden mere akut, end man i samme ombæring valgte at forære kommunen et areal svarende til to fodboldbaner til en værdi på mellem kr. 6 - 7 mio. Det lugter af korruption, aftalt spil og italiensk kommunalpolitik.

Jeg håber derfor, at planteskolen går rettens vej for at få en uvildig vurdering af sagsforløbet. Den socialdemokratiske formand for det relevante kommunaludvalg ser ingen problemer i forløbet og henviser muntert til fællesskabets tarv og festivalens store betydning for lokalområdet.

Roskilde Festival er en fantastisk begivenhed, der samler rigtig mange mennesker. En kulturel institution, som flere generationer af danskere har haft et nært forhold til. Undertegnede har flere gang besøgt festivalen og hver gang været begejstret. Alligevel er jeg ikke imponeret over hverken kommunen eller festivalen, som har opført sig kynisk og decideret amoralsk, da de ikke kunne få trumfet deres vilje igennem.

Logikken skræmmer
Hvis vi skal følge logikken fra Roskilde Kommune, vil det få dystre konsekvenser for demokratiet og de personlige frihedsrettigheder. For hvad indbefatter almenvellets interesser – og hvor går grænsen?

Roskilde Festival er et privat arrangement uden livsnødvendige aktiviteter, der kunne retfærdiggøre en tvangsnationalisering. Havde der været tale om fx et hospital, havde sagen været en anden. Desværre kvalificerer øldrikkende festivalgæster sig ikke til den kategori, hvilket heller ikke er tilfældet for hverken Novo Nordisk, IKEA eller Mærsk.

Førnævnte virksomheder bidrager med langt flere midler til statskassen end festivalen, men nyder ingen retslige særhensyn, når det kommer til byggetilladelser eller pladsmangel. Hvis man vil udvide sin virksomhed, må man købe jorden til markedspris – og kan ikke ligesom i Roskilde vente på, at kommunen stjæler den for én.

Kommunalpolitikerne i Roskilde skal se sig grundigt i spejlet og overveje, om de ikke er slået ind på en både en udemokratisk katastrofekurs.

Rettigheder kan nemlig ikke gradbøjes – heller ikke selvom Roskilde Festival på alle måder er mere farverig og folkelig end den gennemsnitlige planteskole.