Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvilke politiske historier, der kan få luft under vinger i folketingets sommerferie.

Seneste af slagsen er diskussionen om, hvorvidt det skal være forbudt mod at omskære mindreårige drengebørn på baggrund af religiøs praksis.

En meget forarget læge har på nationalt tv berettet om frygtelige fejlslagne eksempler, som dog ligger flere år tilbage, mens landets overrabbier i uhellig alliance med landets muslimer forsvarer deres religion.

Flere fremtrædende politikere har efterfølgende taget sagen til sig. Ikke overraskende forslår flere et decideret forbud, da det nu tilsyneladende er blevet tid til at gøre op med en praksis, der har år på bagen end det nye testamente.

Kort fortalt er sagen en "ikke-historie".

Vi har religionsfrihed i Danmark. Punktum.

Denne frihed indeholder retten til at udføre diverse ritualer og religiøse handlinger, så længe disse ikke strider mod gældende lovgivning. En delstatsforsamling hos vores sydlige nabo vedtog for kort tid siden et forbud – efter en nogenlunde tilsvarende debat – men blev hurtigt underkendt af den tyske forfatningsdomstol.

Heldigvis for tyskerne er deres forfatning udstyret med en uafhængig forfatningsinstitution, der griber ind, når manglen på sommervejr tvinger landets politikere til tastaturet med forbud og religiøsbegrænsede lovgivning som konsekvens.

Når det er sagt, vil jeg gerne slå fast med syvtommersøm, at jeg ikke går ind for omskæring og aldrig kunne drømme om at udsætte mine børn for dette. Ligeledes mener jeg, at forældre der påtænker at udsætte deres børn for denne religiøse cermoni bør vente, indtil barnet er gammelt nok til selv at træffe sit eget valg.

Et andet perspektiv på debatten er kulturforståelse og religiøs respekt.

I både jødiske og muslimske samfund har omskæring af drengebørn været praksis i utallige generationer. Et indbegreb vil derfor være et angreb mod kulturarv og religiøs forståelse. Et forbud vil sende et uheldigt signal til omverdenen om, at lille Danmark ved bedst og blæser på den personlige og religiøse frihed, fordi en tilfældig mediciner fra København kan dokumentere et fejlbehandlet tilfælde.

Hvis forbud gik hånd i hånd med fejlbehandling, ville vi ikke kunne diskutere andet end praksis og forbud i sundhedssektoren, hvor alt for mange danskere oplever fejldiagnoser og forkert behandling.

Beskeden til Christiansborg er derfor klar: Pak debatpennen sammen og afkøl politikerfødderne ved stranden.