I mere end halvandet år har jeg nu skrevet fast som debattør på Politikens hjemmeside.

Jeg var indtil for nyligt forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom gennem fire år, og har i det hele taget brugt det meste af min tid de sidste ti år på ungdomspolitisk arbejde. Jeg har skrevet hundredevis af debatindlæg og læserbreve gennem tiden.

Men jeg har aldrig haft så mange vanskeligheder ved at skrive noget, som jeg har haft med dette indlæg.

For en uges tid siden bad Politiken mig om at skrive om, hvad 22. juli betyder for mig og for eftertiden. Jeg har ikke været i tvivl om, hvad jeg burde skrive. Men alligevel har det været så fandens svært, fordi 22. juli er blevet så markant en dato i vores bevidsthed. For os alle sammen betyder datoen noget særligt. Noget forskelligt.

Tragedien sidste år, der var så ulykkelig, ubegribelig og helt igennem forfærdelig, bragte noget op i os alle sammen. 22. juli er blevet en af den type datoer, hvor man altid vil huske, hvor man var, og hvad man lavede. Den vil have enorm betydning for os i eftertiden.

LÆS OGSÅHer kan du mindes Breiviks ofre på etårsdagen

Ligesom vores bedsteforældre ved præcis, hvad de lavede, da de fik nyheden 22. november 1963 om Kennedys død. Eller som vi husker, hvor vi var den 11. september 2001, så vil vi for altid huske, hvordan vores 22. juli 2011 var.

De er alle tre begivenheder, der har fået tiden til at stå stille, men med vidt forskelligt aftryk på eftertiden.

Den norske avis VG har på sin hjemmeside bedt deres læsere om at fortælle, hvad de lavede den sørgelige fredag sidste sommer. Min 22. juli og de efterfølgende uger udgør den mest intense og følelsesladede periode af mit liv hidtil.

Jeg var på vej hjem fra en tre uger lang ferie i USA og havde en mellemlanding i Helsinki, da jeg på lufthavnens tv-skærme fik den første besked om, at der var sprunget en bombe i Oslo.

Alle i lufthavnen var chokerede og mange græd, men på en eller anden meget trist måde var tanken om, at en af vores nordiske hovedstæder kunne udsættes for terror ikke så fjern.

Afghanistan, Irak, Muhammed-kriser og lignende begivenheder i andre europæiske storbyer har gjort at de fleste ikke var overraskede over, at det også kunne ramme i Norden. Derfor var det heller ikke, som om verden gik i stå i det øjeblik.

Det gjorde den til gengæld, da jeg landede i København fra Helsinki cirka to timer senere. Samme sekund jeg tændte for min mobiltelefon, væltede det ind med sms-beskeder og telefonopkald fra DSU-medlemmer, journalister og fra norske venner i AUF.

Alle med den frygtelige nyhed om, hvad der foregik på Utøya. Det var - og er stadig - helt igennem surrealistisk og ubegribeligt, at en sådan tragedie skulle overgå de unge norske socialdemokrater.

LÆS OGSÅNorsk forfatter ser tilbage på året, der forsvandt

Vi der har været på Utøya, og som ved hvad Utøya står for, har endnu sværere ved at forstå, hvordan gerningsmanden på så grusom og bestialsk måde kunne udse AUF og Utøya som sit mål.

DSU og AUF har - og har altid haft - et meget tæt forhold til hinanden. Ligesom at danskere og nordmænd føler sig tæt beslægtede, føler vi os i de to socialdemokratiske ungdomsorganisationer stærkt forenede i vores politiske kamp og mål.

Vi ses meget ofte til fælles nordiske ledelsesmøder, til aktiviteter i vores internationale paraplyorganisation, vi gæster hinandens kongresser, hjælper hinanden i valgkampene og besøger hinandens sommerlejre. Unge socialdemokrater bliver venner, kærester og politiske allierede med unge norske socialdemokrater for livet.

Ligesom jeg forestiller mig at præcis det samme gælder for unge konservative, liberalister eller for den sags skyld spejdere.

Derfor var jeg også fuldstændig overbevist om, at mange DSU’ere på egen hånd var taget med til Utøya. Den eneste grund til, at vi ikke havde arrangeret en delegation til øen, var, at vi skulle samles med AUF’erne og tusindvis andre unge socialdemokrater til en sommerlejr i Østrig fem dage efter 22. juli.

De første timer gik med at sikre, at der ikke var DSU’ere til stede på øen. Efterhånden som timerne gik, og det stod mere og mere klart, hvad der var foregået ude på øen, begyndte tankerne at gå til alle de gode venner, jeg har blandt AUF’erne. På det tidspunkt var vi ikke en gang bekendt med, hvor stort omfang tragedien havde.

Jeg brugte hele dagen på at snakke med ulykkelige DSU’ere og forklare journalister, hvad AUF står for og kæmper for. Nyhedskanalerne bankede derudaf, og jeg kunne ikke sove den nat.

Jeg sad sikkert som mange andre danskere klinet til skærmen hele natten. Omkring klokken halv fem stod det klart, hvor enorm tragedien var.

LÆS ARTIKELAUF-leder: »Jeg håber, at det bliver en værdig dag«

De efterfølgende dage står i dag for mig som ret slørede.

I Ekstra Bladet kunne man læse, at folk på den danske højrefløj mente, at samme overgreb kunne overgå unge danske socialdemokrater, fordi vores »politik giver anledning til, at en masse mennesker bliver frustrerede, og som derfor er parate til at begå den her form for handlinger«.

DSU skulle holde sommerlejr en uge senere, og angste forældre og medlemmer meldte fra. Vi stod midt vores store sorg, og uden at vide, hvem af vores venner der var kommet noget til, skulle vi beslutte, om vi ville holde sommerlejr eller ej.

I de dage var det helt overvældende, og det står for mig som noget af det smukkeste nogensinde, at jeg og andre i DSU blev bombarderet med sympati og støtteerklæringer til AUF fra helt almindelige danskere.

Jeg forstod det først for alvor, da DSU havde indkaldt til en stor sørge- og mindemarkering om aftenen 23. juli.

At se, hvor mange danskere der følte sig ramt og tog del i sorgen med vores broderfolk og med vores venner i AUF, var, og er, rørende. Det var faktisk også først, da jeg så fremmødet til vores mindemarkering, at jeg for alvor forstod tragediens omfang.

Og det var først dér, jeg lod tårerne få frit løb, endda i en grad så vi måtte udskyde opstarten af højtideligheden, til jeg lige fik samling på mig selv.

Som dagene gik, og vi begyndte at finde ud af, hvem af vores venner der var kommet til skade eller havde mistet livet, blev det hele meget værre.

Jeg forstod ingenting. AUF er en organisation, jeg beundrer og respekterer meget. De er fredselskende organisation, og bruger store dele af deres kræfter på at arbejde for større medmenneskelighed og solidaritet med de fattigste rundt omkring i verden. Deres aktive er knalddygtige. Enorme politiske talenter med både hjerte og vilje på rette sted.

Derfor er det i dag også så inspirerende at bevidne, hvordan AUF og Jens Stoltenberg, der selv er tidligere formand for AUF, har håndteret tragedien på.

De valgte ord og handling med omhu i dagene efter, og det bør de til evig tid hyldes for.

Når Stoltenberg siger, at »vi vil møde terroren med mere demokrati. Endda mere medmenneskelighed«, og når en menig AUF-pige dagen efter finder ord frem som »hvis én mand kan skabe så meget had, tænk så på, hvor meget kærlighed vi kan skabe sammen«, så kan man ikke andet end at lade sig inspirere.

I dag tænker jeg på alle mine venner i AUF. Jeg tænker på de efterladte og på dem, der skal bære organisationen videre i fremtiden.

Jeg mindes Hårvard Vederhus, der var formand for AUF i Oslo. Et kæmpe politisk talent med fremtiden for sig. Jeg mindes Tore Eikeland. Et lige stort talent med en enorm energi, som også Politikens lederskribent Kristian Madsen skrev så flot om sidste år. Jeg tænker på dem alle sammen.

22. juli 2011 har forandret mig.

Jeg har set, hvor stor broderkærligheden og sympatien i den danske befolkning er. Som aktiv socialdemokrat er jeg blevet endnu mere styrket i min tro på de værdier, jeg kæmper for. Og jeg er blevet endnu mere sulten efter forandring.

Vi alle sammen har en historie om, hvorfor 22. juli betyder noget for os.

Den bedste måde at mindes og ære de dræbte på er ved at fortælle den historie, og ved at blive ved med at kæmpe for et samfund med et stærkt og levende demokrati, uanset hvilken gud, man beder til, eller hvilket parti, man stemmer på.