Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid i september sidste år, var jeg ovenud lykkelig. Min mand og jeg havde prøvet i en rum tid, og vi var endelig kommet i gang med fertilitetsbehandling og inseminering. Tænk, at jeg skulle være så heldig, at det lykkedes ved 2. forsøg. Efter positiv test var det fluks op til fertilitetsklinikken, tage blodprøver, vente … hcg-tallet var lige, hvor det skulle være. Herefter var det bare at vente i tre uger på den første scanning.
Da vi kom ind til lægen, blev jeg bedt om at tage underbenklæderne af og lægge mig op på briksen. Med benene i stigbøjler blev scanneren ført ind vaginalt. Min læge – som for øvrigt var både sød og dygtig – rynkede på næsen. Jeg kunne se det med det samme; der var noget helt galt.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.