Der er gået et år siden 22. juli 2011, og alligevel er det, som om det skete i går. Var det ikke i aftes, vi vantro vandrede gennem Oslos dødstille, spøgelsesagtige aftengader? Var det ikke i går, vi så regeringsbygningen stå som en udblæst skal i sommernatten? Var det ikke i eftermiddags, vi så blomsterhavet foran domkirken, mens vildfremmede mennesker faldt hinanden om halsen? Var det ikke akkurat i dag, vi så vores konge græde over landets døde unge? Hændelserne fra denne dag står fortsat for os med knivskarp klarhed. Men selvfølgelig var det ikke i går. Det var for et helt år siden, men det er, som om dette år er skrumpet ind til nogle få øjeblikke, mens de få skræktimer fra 22.7. er blevet strakt ud til et altoverskyggende, altforandrende tidsrum: Nogle timer, som har præget, og er blevet gentaget, hver eneste af de 366 dage, der ligger imellem. Alligevel er hverdagen vendt tilbage for de fleste, lidt efter lidt. Heldigvis, må man sige. Igen er ansigterne på gaden lukkede og travle, på ny er den almindelige samfundsdebat kommet til at handle om trivielle og mere overkommelige temaer, som debatten i vores lille nordiske land har tendens til. Livet går videre, og hverdagen går med. Vi skal være glade for hverdagens trivielle tryghed, for den er en gave, det slet ikke er alle, der kan glæde sig over. For nogle kommer hverdagen ikke tilbage. Som moderen til en af de døde på Utøya for nylig udtrykte det:
»Det er de små hverdagsting, jeg savner. Jeg kan ikke gå i tøjbutikker længere. For jeg kunne komme til at se en kjole, jeg ville få lyst til at give min datter«.
