Kollage: Freja Juul Pedersen. Foto: Tage Christensen, pexels

Europa står med en åbenlys udfordring med at mønstre en militær magt, der kan virke afskrækkende på Rusland uden USAs hjælp. Tyskland opruster, men hvordan sikrer vi, at oprustningen bliver europæisk og ikke kun tysk?

Hvis Merz kan finde svar på to spørgsmål, vil han sikre sig en god plads i historiebøgerne

Kollage: Freja Juul Pedersen. Foto: Tage Christensen, pexels
Lyt til artiklen

8. maj markerede vi 81-årsdagen for afslutningen på Anden Verdenskrig i Europa. Den fejring fandt sted, mens det stod uafviseligt klart, at Tyskland inden længe igen vil være Europas førende militærmagt. Allerede næste år vil tyskernes forsvarsbudget være lige så stort som Frankrigs og Storbritanniens til sammen – og det ventes at blive betydeligt større i 2030.

Den tyske regerings erklærede mål er at have »den stærkeste konventionelle hær i Europa«. Frankrig og Storbritannien har ganske vist atomvåben, men det betyder også, at de har færre penge at bruge på resten af forsvaret. Spørgsmålet er derfor ikke, om det her kommer til at ske. For det gør det, medmindre der sker noget helt uforudset. Spørgsmålet, særligt omkring denne højtidelige årsdag, er derimod: Hvordan sikrer vi, at Tysklands voksende militære magt denne gang bliver en positiv udvikling for hele Europa?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her