I sin store europapolitiske tale på Sorbonne i 2017 opfordrede Emmanuel Macron til, at Europas lande skulle overvinde deres indbyrdes splittelse og endelig »opbygge deres egen suverænitet«.

Den franske præsidents tale var en flot hyldest til de idealer, som for de fleste i efterkrigsgenerationerne har udgjort kernen i den europæiske drøm: »frihed, menneskerettigheder og retfærdighed«. Men mange undrede sig også dengang: Hvad mente Macron egentlig med europæisk suverænitet, og hvordan skulle den omsættes i konkret politik?

I sidste uge kom svaret formentlig – og det var ret så ildevarslende. Under dyster belysning og med en atombåd i baggrunden på Île Longue-flådebasen i Crozon sagde han: »For at være fri skal man frygtes, og for at være fri skal man have magt«.

Den franske præsident talte ikke blot om forsvarskapaciteter eller afskrækkelse, som europæiske ledere har gjort siden Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine. Han gik skridtet videre og benyttede sig af frygtens retorik: »Man skal frygtes«.

Forskellen mellem afskrækkelse og frygt er på ingen måde uvæsentlig. Militær afskrækkelse er en kold og ofte nødvendig kalkule. Den går ud på at investere i defensive krigsmaskiner for at hæve prisen på aggression. Den signalerer til en imperialistisk massemorder som Vladimir Putin, at det er vanvid at forsøge at bringe Europas lande under et eurasisk imperiums dominans: Glem det, et sådant angreb ville være selvmord.

I lyset af Trump-administrationens aggressive adfærd og tvivlsomme loyalitet over for sine europæiske allierede er der kun opstået flere åbenlyse grunde til, at Europa nu forsøger at opbygge en strategisk afskrækkelse – også i form af atomar beskyttelse. Men når Europa ifølge den franske præsident ligefrem skal tale frygtens sprog, hviler det på helt andre idéer og værdier end dem, som Danmark og andre lande tilsluttede sig efter Anden Verdenskrig.