Annonce
Annonce
Annonce

Peter Hummelgaard Thomsen

Verden set gennem en indigneret socialdemokrats øjne

Debat 3. aug. 2012 KL. 10.58

Fogh Jr. hylder den amerikanske Borat

Børsens udlandskommentator synes som den eneste i verden, at Mitt Romney imponerede på sin Europa-turné.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Peter Hummelgaard Thomsen
Folketingskandidat for Socialdemokraterne og tidligere formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).

Henrik Fogh Rasmussen (ja, sønnen til Anders) skrev den anden dag en opsigtsvækkende analyse i dagbladet Børsen.

Under overskriften »Romney har bestået sin internationale svendeprøve« hylder unge Fogh, som bor i USA, Republikanernes præsidentkandidat for at have vist internationalt format på sin rundrejse i Europa.

Børsen virker mere og mere fascineret af Republikanerne i USA, og på samme side 4 i avisen, hvor Fogh Jr. skrev sin analyse, var der meget symptomatisk en fødselsdagskronik i anledning af neo-liberalismens fader Milton Friedmanns 100-års fødselsdag.

Det er mig en gåde, hvordan nogen på planeten kan mene, at Romney imponerede – eller bestod – noget som helst på sin tur til Europa.

Han lagde ud med at fornærme OL-værterne i Storbritannien, da han besøgte London. Han mente ganske enkelt ikke, at de havde gjort deres arbejde grundigt nok med at få logistikken til at fungere under OL.

David Cameron gav ham en offentlig sviner, og de britiske medier har døbt Romney 'The American Bora' for at sammenligne ham med den klovnede, upassende og udiplomatiske figur fra Kasakhstan i komediefilmen 'Borat'.

Andre britiske medier kørte overskrifter som 'Værre end Sarah Palin'. Tak for kaffe.

Men helt galt gik, da han skulle besøge Jerusalem. Ikke bare én gang, men to gange lykkedes det Romney at kaste grus i det følsomme diplomatiske maskineri i konflikten mellem Israel og Palæstina. I en sådan grad at flere amerikanske medier mener, at det var mere dumt og klodset end noget George Bush nogensinde kunne have fundet på.

Først udråbte Romney Jerusalem til at være Israels sande hovedstad. De fleste vil nok huske, at en del af konflikten mellem Israel og palæstinenserne handler om den hellige by Jerusalem, som man nu deles om.

Dernæst udtalte Romney, at Israels styrke over for palæstinenserne var et udtryk for 'en overlegen kultur'. Selv dét ville have været for meget for Bush at sige.

For verdenssamfundet er det temmelig bekymrende, at en præsidentkandidat for USA kan skabe så meget ravage på det, der ellers skulle have været en uskadelig rundtur til USA's allierede.

Jeg har sådan set meget forståelse og respekt for, at dagbladet Børsen vil fremhæve Republikanerne i avisen. Men at påstå, at Romney har »bestået sin internationale svendeprøve« er ganske enkelt for langt ude og alt for søgt.

Annoncer

Flere indlæg af Peter Hummelgaard Thomsen