Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg har meget stor respekt for Helle Thorning-Schmidt.

Alene det faktum, at hun er min partiformand og statsminister påkalder uden tvivl stor respekt uden videre. Men jeg vil indrømme, at jeg nærer en kæmpe respekt for hende, efter det nederdrægtige pres og angreb hun har været underlagt de sidste to år.

Når jeg læser artikler og overskrifter for de forgange 24 måneder igennem, er det mig en gåde, hvordan hun har klaret sig igennem det.

Et forløb der i dén grad har været præget af en på alle tænkelige måder ulækker og absurd tilgang til magten og til politik.

De sidste par dage har forløbet taget endnu en vild drejning, hvor statsministeren har været nødt til at udsende en redegørelse, hvori hun afkræfter vilde påstande om hendes ægteskab.

Det har selvfølgelig fyldt meget i medierne, at landets statsminister er nødt til at kommentere på rygter om sin mands seksualitet, som er blevet brugt (misbrugt) i behandlingen af en skattesag.

Men der er langt mere alvorlige ting på spil i denne sag.

Jeg skal ikke kloge mig på skyld og uskyld - det må afhøringerne i kommissionen tage sig af.

Men der er alligevel en råddenskab og et demokratisk underskud, som har vist sit grimme ansigt. Og den er vi nødt til at tage et opgør med - uanset om det ender med at koste tidligere Venstre-ministre deres karrierer eller ej.

For det første viser denne sag (igen), at landets embedsmænd har for meget magt, og at der i hvert fald er for lidt gennemsigtighed med den.

I denne sag har der hele vejen igennem været et hav af embedsmænd, der har forsøgt at blande sig, og som lader til at have haft en politisk agenda. Det gælder medarbejdere i Skat, herunder især departementschefen, ligesom vi i den forgangne uge kunne se politidirektør Johan Reimann i et forsvar af læk af de fortrolige dokumenter i sagen. En indblanding, der virker helt malplaceret.

Man skulle tro politidirektøren havde travlt med andre vedkommende sager for Københavns borgere.

Danmark er et af de lande i verden, hvor man deponerer mest magt til ikke-valgte embedsmænd. Vi har en forestilling om, at embedsmændene ikke handler efter egne politiske eller ideologiske holdninger. Noget i denne sag tyder på det modsatte.

Jeg har ikke noget imod, at man i statsadministrationen har en politisk agenda (generelt set), men så skal vi saftsuseme også have et system, hvor regeringer har mulighed for at have mere magt over apparatet, og hvor der samtidig er gennemsigtighed.

Vi kunne med fordel skele til Norge og Sverige, hvor man har vice-ministre og statssekretærer. Det skaber demokratisk gennemsigtighed og giver vælgerne mere valuta for stemmen så at sige.

For det andet er den helt gal med den politiske kultur mellem medier og Christiansborg.

Jeg kan godt lide det politiske slagsmål. Faktisk bliver jeg træt i hovedet, når nogle forsøger at bilde mig ind, at man må finde de 'objektivt rigtige løsninger'. Politik handler om holdninger og om at varetage forskellige gruppers interesser, og dem er der konflikt imellem. Heldigvis. Slagsmålet er godt.

Men der er skabt en politisk kultur, som mest handler om 'at-vinde-nyheds-cirklen', og derved ryger slagsmålets kerne i baggrunden. Den kultur har skabt grundlaget for, at nogle smarte mennesker har tænkt, at man kunne ødelægge sin politiske modstander ved læk og fordrejninger af skattepapirer.

For det tredje er BT's kampagnejournalistik et selvstændigt problem. Den er personlig og med et uldent politisk mål for øje.

I den netop overståede sag om Henrik Sass Larsens sikkerhedsgodkendelse viste det sig, at avisen havde taget fejl og fordrejet sandheden i sine skriverier fra dag et.

Det samme kan i den grad siges om kampagnen mod Helle Thorning. Der var aldrig en skattesag. Kun en lækagesag. Alligevel har BT fortsat lang tid efter Skats frikendelse af Thorning med at insinuere og opfinde nye argumenter for, at der eksisterede et problem.

Kommissionen, der skal undersøge en af de største politiske skandaler i nyere tid, må gøre sit arbejde.

I mellemtiden må vi andre spekulere på, om der er sprækker i vores demokrati, som skal repareres. For det nuværende billede er ikke kønt.