De fede år er ovre. Og de sluttede brat. Den tid, hvor samtalerne ved middagsbordene handlede om hvor stor friværdien nu var, hvor mange nye fladskærme, spa-bade og udlandsrejser man havde skaffet sig siden sidst – den er langt væk. Nu konfronteres vi med regningen.

De barske realiteter er for længst sivet ind hos flertallet af danskerne, som allerede er trukket i arbejdstøjet. Det samme kan man ikke sige om folket på chefgangen.

På chefgangene lever krævementaliteten i bedste velgående. Alt imens lønmodtagerne viser ansvar og mådehold i overenskomsterne for at bevare danske job, fester topcheferne videre, som om vi befandt os midt i nullerne.

Af alle tænkelige brancher fandt bankerne penge til at hæve lønnen til de i forvejen overbetalte bankdirektører med ikke mindre end 18 pct. i 2011. Men har de da slet ikke forstået krisen? Har de slet ikke fattet, hvordan krisen har ramt tusinder af almindelige mennesker? Den grådighed, som er medskyldig i finanskrisen, trak verden ned i en alvorlig økonomisk recession og har kostet millioner af arbejdspladser i Europa, har ikke sluppet taget i bankbosserne.

Men det er ikke kun bankbosserne, som er krævende. Over de sidste par årtier er lønudviklingen hos de rigeste stukket af fra den almindelige lønmodtager. Mens den rigeste procent af befolkningen tjente fire gange mere end den brede befolkning i 1985, tjener de i dag 6,5 gange mere. Og tallet vokser.

Når der bliver længere mellem toppen og bunden, er det hjulpet godt på vej af VKO’s skattepolitik. Og det kan vi gøre noget ved på Christiansborg, men det handler også om de værdier og politikker, som gælder på danske arbejdspladser og i dansk erhvervsliv.

Regeringens mål er at Danmark skal komme styrket ud af krisen. Ikke bare med plus på statsbudgettet, men med et solidarisk velfærdssamfund i behold og med sporene lagt ud til ny udvikling og grønne job. Det lader sig kun gøre, hvis vi rykker tættere sammen. Hvis vi er fælles om, at alle skal bidrage – og alle skal med.

Den solidaritetsforståelse måtte godt finde vej til de højere økonomiske luftlag. Jeg giver nemlig ikke fem flade øre for søforklaringerne om, at danske direktørlønninger skal op for at være konkurrencedygtige med lønninger i udlandet. Jeg har ikke hørt om en stor udenlandsk efterspørgsel på danske bankbosser.

Spørgsmålet om lønninger handler ikke om misundelse, som standardreaktionen fra bankernes evige forsvarere hos højrefløjen plejer at indvende. Den handler om sammenhængskraft, rimelighed og ansvarlighed. For hvorfor skal smeden finde sig i stramme lønkrav, mens direktøren prøvekører en ny Mercedes? Hvorfor skal andre vise mådehold, hvis de mennesker, som bar mest ved til bålet, bare lever videre på luksusklassen?