Sommeren igennem har Venstre angrebet 3F for at forsvare løn og arbejdsvilkår for de mange danskere, der arbejder i restaurationsbranchen.

Men ikke nok med kritikken. Det selvudråbte arbejderparti har også en plan for helt at forbyde fagforeningerne i at blande sig, hvis en arbejdsgiver pludselig skifter til en ny og – fra arbejdsgiverens synspunkt – billigere overenskomst.

Det var det som skete på Vejlegården. For de ansatte på restaurant Vejlegården betyder det forringelser på 41 ud af 46 punkter og en lønnedgang på 20 pct. Det er den slags ”forandringer”, som Venstres forslag skal sætte på samlebånd.

Det er et nærmest nådeløst angreb på den danske model – og især faglærte og ufaglærte danskeres løn og arbejdsvilkår. Til gengæld må man rose Venstre for langt om længe at tone rent flag. De kommer her med et forslag som betyder, at fuldtidsarbejde ikke længere skal være en garanti mod fattigdom.

De borgerlige selv kalder det en ”modernisering” af den danske model. Jeg kalder det for hvad det er: Første stop mod østeuropæiske lønninger.

For hvad vil konsekvenserne være, hvis Venstre kunne forbyde en konflikt som den i Vejle?

Da Amin Skov overtog Vejlegården bed han på Kristelig Fagforenings tilbud om en billig overenskomst. Med den i hånden lockoutede han alle 3F-medlemmer på den gamle overenskomst – altså udelukkede dem fra at arbejde for virksomheden.

Når det er sket, kan medarbejderne vælge mellem at melde sig ud af 3F og skrive under på den nye aftale - en aftale, hvor de ansattes først får løn under sygdom efter ni måneders ansættelse, og hvor tjenerne skal gå 20 procent ned i løn – eller stille sig op i arbejdsløshedskøen.

3F’s svar til arbejdsgiverens lockout er en blokade. Det betyder ikke, at sablerne rasler eller næverne knyttes, men blot at alle LO-medlemmer nægter at udføre arbejde for arbejdsgiveren. På den måde forsvarer fællesskabet af lønmodtagere sig imod forringede vilkår for de ansatte.

I det konkrete eksempel var det blandt andet skraldemændene, der nægtede at hente skrald. Det gør de ikke kun for at hjælpe de ansatte på restauranten, men også for at forhindre at andre nærrige arbejdsgivere ser sig lune på samme fikse fidus som Vejlegården.

Andet stop mod Løkkes drøm er udbredelsen af discountoverenskomster. Venstre vil gøre det lettere for andre virksomheder at benytte sig af Vejlegårdsmodellen. Det vil de ved at forbyde blokader mod arbejdsgivere med landsdækkende overenskomster. Men hvad definerer lige en landsdækkende overenskomst?

Venstre foreslår faktisk, at en virksomhed skal kunne underskrive en overenskomst med en timeløn på 70 kroner om måneden med hvem som helst, der kalder sig for en landsdækkende fagforening. Uden protester fra fagforeningen.

Så slemt er det endnu ikke for medarbejderne på Vejlegården, men KRIFA’s overenskomst lever ikke op til normen på det danske arbejdsmarked.

Tredje stop på Løkkes drømmerejse bliver indførelsen af østeuropæiske tilstande på danske arbejdspladser. I EU må der nemlig ikke diskrimineres mellem danske og europæiske overenskomster.

Hvis fagforeningerne får forbud mod at forsvare danske lønmodtagere med midler, der har været mindste lige så nødvendige, som de har været lovlige gennem mere end 100 år. Så skal de også forholde sig passivt, når østeuropæiske løn og arbejdsvilkår vinder bredere indpas på danske arbejdspladser.

I Politiken kan man fx læse, hvordan mange udenlandske chauffører, der arbejder i Danmark, tjener blot 3.000 kroner om måneden. Deres aftensmad tilberedes ved primussen på rastepladsen, og bilen er deres hjem. Er det fremtiden for danske lønmodtagere uden lange uddannelser?

Venstres forslag vil betyde begyndelsen til enden for ordentlige vilkår for alle danske lønmodtagere. Skræmmende – men dejlig ærligt.