Denne forholdsvis korte klumme vil aflive hele to myter.

Det er i hvert fald hensigten. Og læsere med et hårdt weekendprogram kan få konklusionerne med det samme:

Det passer ikke, at det er de unge journalister – eller ligefrem vores praktikanter – som begår alle fejlene, og det er i høj grad en skrøne, at journalister er bedøvende ligeglade med, om de begår fejl.

Man opfatter ikke umiddelbart en avis som en uddannelsesinstitution, men når læserne er stødt på navnene Jens Anton Tingstrøm Klinken, Annelise Hartmann Eskesen, Farzam Abolhosseini, Peter Nicolai Christensen, Frauke Giebner, Laurids Bæk Simonsen, Amalie Kønigsfeldt, Nina Peitersen, Charlotte Mortensen og Mathias Christensen i avisen, var det kommende journalister.

De er nu taget tilbage til Journalisthøjskolen, Syddansk Universitet og Roskilde Universitet for at gøre deres uddannelse færdig.

Fra i dag vil man i stedet kunne møde Oliver Bærentsen, Gry Pauline Koefoed, Niklas Rehn, Maja L. Maach, Jesper Hvass, Sebastian Goos, Sandra M. Meinecke, Emma Oehlenschläger, Sofie S. Herschend, Lars Just og Lasse Rahbek i den trykte avis og på politiken.dk sammen med vores andre praktikanter, som endnu ikke har haft skiftedag.

Omkring 20 af de cirka 180 redaktionelle medarbejdere på Politiken er under uddannelse.

De nye kollegerskal være særdeles velkomne. Jeg havde fornøjelsen af at møde dem forleden og fortælle om mit arbejde, så de er forberedt på, at jeg sender klagemail fra læsere videre og retter, hvis der optræder fejl.

Når læserne klager, tager de ofte for givet, at det er yngste mand eller kvinde på redaktionen, der har begået fejlen. Og vel har vi haft praktikanter, der begik mange fejl. Vi har også haft enkelte, der begik forbavsende mange fejl. Men det er bestemt ikke normalbilledet.

Hvis man tager i betragtning, at den typiske praktikant leverer meget store mængder stof til avisen, er gruppen ikke overrepræsenteret i min klagestatistik – i hvert fald ikke hvad angår faktuelle fejl. Der er erfarne skribenter, der tager det væsentlig mere afslappet på det felt.

Hvad sproget angår, er der derimod en tendens til, at yngre skribenter begår flere fejl. De er som regel ikke så sikre som deres erfarne kolleger – og ofte bruger de også ord, som er ved at skifte betydning.

Måske skriver de i en artikel, at »der var gået godt et år«, men af sammenhængen fremgår det, at der endnu ikke var gået et helt år. Så hører jeg med sikkerhed fra ældre læsere, som påpeger, at der skulle have stået ’knap et år’, eftersom ’godt et år’ selvfølgelig betyder mere end et år, og hvad er det dog for noget roderi?

Men den yngre generation har en anden opfattelse af ordet, og de gængse ordbøger gør opmærksom på, at det opfattes forskelligt. I de tilfælde anbefaler jeg skribenten at holde sig til den godkendte betydning, indtil ordet også officielt har skiftet betydning.

Formålet med at skrive er nu engang at blive forstået, og vi står os som regel bedst ved at være sprogligt konservative.

Jeg behøver ikke at anbefale vores praktikanter at skrive meget for at få øvelse – det sørger arbejdspresset automatisk for – men jeg plejer at anbefale dem at læse meget for at få en større sproglig sikkerhed.

Desuden anbefaler jeg dem at bruge det, som min forgænger, Henrik Kaufholz, kaldte parattvivlen. Man kan ikke vide alt, men man bør tvivle på alt. Eller i hvert fald sørge for at slå så meget som muligt op – også det, man føler sig helt sikker på.

Jeg måtte også forberede Oliver, Gry, Niklas, Maja, Sebastian, Jesper, Sandra, Emma, Sofie, Lars og Lasse på, at de ville blive voldsomt irriterede på sig selv og muligvis kede af det, når de kommer til at begå fejl. Jeg måtte samtidig tilstå, at der selvfølgelig også er fejl i Fejl og fakta – begået af mig.

Det er grænseløst irriterende hver eneste gang. Jeg har i mine mere end to år på denne post – lad os bare sige godt to år – endnu ikke mødt en eneste journalist, der ikke græmmede sig, når vedkommende var fanget i en fejl. Ingen af os er ligeglade, når vi har dummet os.

Havde jeg selv levet efter parattvivlens gyldne princip, ville jeg have undgået adskillige tåkrummende fejl, som har irriteret mig grænseløst. Jeg burde ikke have stolet på det, jeg troede var paratviden. Man skal slå tingene op, skal man.

I min tidlige barndom troede jeg, at lodret var vandret. Den antagelse byggede jeg på det faktum, at vand kommer lodret ud af en vandhane. Det gør det stadig, men jeg har dog i mellemtiden fundet det praktisk at overtage samme terminologi som min omverden.

Men selvfølgelig er der stadig viden, der trænger til justering. Ikke så lidt endda. I den forløbne uge konstaterede jeg frejdigt i Fejl og fakta, at Zion var en person i Det Gamle Testamente, hvilket jeg har troet i årtier.

Det lyder umiskendeligt som en gammel mand i kjortel og sandaler. Men det er en høj i Jerusalem. Pinligt. Og forleden skrev jeg, at tronfølgeloven, som for tiden er udstillet på Frederiksborg Slot, er fra 1953, og ikke 1853, som vi skrev.

Havde jeg gjort mit arbejde ordentligt, ville jeg have vidst, at den gældende lov ganske vist er fra 1953, men at der også blev udstedt en tronfølgelov i 1853, og at begge kan ses på museet.

Nu vi er ved tilståelsessagerne, har jeg også præsteret at hævde i Fejl og fakta, at halvmåne skyldes, at Jorden kaster skygge på Månen. Hvorefter det næste morgen væltede ind med meldinger fra læsere, der kendte den rigtige forklaring: at det er halvmåne, fordi en del af Månen på den tid vender væk fra Solen og derfor ikke belyses.

Skal man endelig tale om noget, der skygger, er det Månen, der skygger for sig selv.

De dage, man har begået den slags fejl, er rædselsfulde, uanset om man er ung praktikant eller har været journalist i masser af år.

Man skal tvivle, skal man.