DER HAR VÆRET barske billeder i avisen på det seneste. Meget barske. Sidste fredag bragte vi på forsiden et billede af en ung libysk kvinde, Fauzia, der blev båret ind på et hospital i Tripoli. Hun var blevet skudt - formentlig af Gaddafi-tro soldater - og blødte voldsomt fra et skudsår i maven. Ved båren stod hendes fortvivlede mand. Fauzias liv stod ikke til at redde.

Tirsdag i denne uge udkom vi med endnu et grusomt billede på forsiden: ligrester og skeletdele fra over 100 fanger lå spredt på cementgulvet i en lagerhal i udkanten af Tripoli. Billedet bragte mindelser om myrderierne på Balkan eller i Cambodja og var så barske, at redaktionen inde i avisen valgte at begrunde billedvalget.

»Hvorfor absolut plaske et foto af skeletter og forkullede rester af dræbte libyere lige op i ansigtet på sine læsere en tidlig tirsdag morgen?«, spurgte international redaktør Michael Jarlner på læsernes vegne og svarede: »Vi har at gøre med en vigtig dokumentation af en krigsforbrydelse, der meget vel kan blive en del af en krigsforbrydersag mod Libyens tidligere diktator, Moamar Gaddafi, og hans inderkreds. Ofrene har krav på, at disse folk bliver stillet til ansvar for deres ugerninger ved et kommende retsopgør«. OFTE UDLØSER det skarpe reaktioner fra læserne, men i de aktuelle tilfælde har kun få henvendt sig - muligvis fordi vi gav en forklaring. Hovedklagepunkterne, når vi bringer barske billeder, er, at det er respektløst over for ofrene. Ofte lufter klagerne også en mistanke om, at vi bringer billederne for effektens skyld og for at sælge flere aviser.

Det er mit klare indtryk, at redaktionen ikke bringer de barske billeder for effektens skyld. Det ville i øvrigt også stride mod vores interne regler, som jeg skal vende tilbage til. Og jeg tvivler stærkt på, at det øger avissalget at bringe frastødende billeder på forsiden. I øvrigt er vores løssalg så lille i forhold til abonnementssalget, at forsiden ikke formår at løfte salget.

Vi er også for længst holdt op med at trykke de såkaldte spisesedler.

Om billedet af massakren i lagerhallen i Tripoli skrev en læser i går på debatsiderne, at vores argumenter for at bringe billedet klingede hult, og at man kunne få den mistanke, at Politiken forsøgte at legitimere en krig, hvis formål ikke er klart.

At bringe billeder af sårede, døde og lemlæstede kan selvfølgelig gøres respektløst.

Men når forbrydelserne er store nok, kan det være det mest respektfulde at dokumentere ofrenes lidelser.

Desværre er historien så rig på myrderier, at der er mange fortilfælde. Har man først set film fra Nazitysklands koncentrationslejre, glemmer man det aldrig. Jeg husker filmklip fra en lejr, der blev befriet af amerikanerne, hvor man brugte en bulldozer til at skubbe ligene sammen i store dynger.

Umiddelbart er det selvfølgelig usømmelig omgang med lig - men det dokumenterer omfanget af nazisternes vanvittige myrderier, og efter min opfattelse udtrykker den slags optagelser midt i al deres gru en dyb respekt for ofrene.

»Det må aldrig blive glemt«, hører man igen og igen fra dem, der overlevede rædslerne.

DET NEMME argument for at bringe chokerende billeder ville være, at pressen er sat til at beskrive virkeligheden, og at drab og modbydelighed er en del af den virkelighed. Det argument køber jeg ikke.

Vi skal selvfølge afspejle virkeligheden og være loyal over for den, men det betyder ikke, at vi kan fralægge os ansvaret for at redigere, prioritere og tage hensyn til de personer, vi viser eller omtaler. Vi kan ikke bare vise noget, fordi det er sket.

Selv om der er kommet klager over vores brug af den seneste tids grumme billeder, blev alle regler fulgt. Før i tiden var vi yderst tilbageholdende, men i 2009 ændrede vi vores billedpolitik, og der er kommet flere barske billeder i avisen. Og vi vil blive ved med at bringe den slags.

Det er vigtigt at understrege, at der ikke er indført nogen form for automatik: Redaktionen har stadig pligt til at tænke sig om, når de modbydelige billeder kommer ind. Reglerne siger nu, at: »Politiken bestræber sig i sin billedpolitik på at afspejle virkeligheden og bringer derfor billeder fra krige, terrorhandlinger, naturkatastrofer og ulykker - også når de viser døde eller hårdt kvæstede.

Det skal i hvert enkelt tilfælde ske efter en konkret vurdering, hvor redaktionen i overvejelserne tager hensyn til omstændighederne ved optagelsen af billedet, til dets værdi som dokumentation og støtte for teksten. Billeder bringes aldrig for effektens skyld, og i enten artiklen eller billedteksten skal svarene på de journalistiske spørgsmål hvem, hvad og hvor fremgå.

Billeder af døde og kvæstede bringes således kun, når det er journalistisk velbegrundet, og det skal i hvert enkelt tilfælde godkendes af en redaktionschef eller dennes stedfortræder«. Reglerne blev lempet, fordi redaktionen mente, at vores tilbageholdenhed betød, at vi svigtede vores pligt til at beskrive virkeligheden.

»Da vi i sin tid rapporterede fra Irakkrigen, kom det i billeddækningen til at se ud, som om kamphandlingerne kun gik ud over lastbiler og bygninger. Det var selvfølgelig stærkt misvisende, og det er et demokratisk problem, at medierne på den måde steriliserer indtrykket af en krig. På den måde slipper politikerne for at blive stillet til regnskab for de tusindvis af civile døde, fordi vi - af misforstået hensyn til læserne - skåner dem for billederne af de blodige ofre«, siger Michael Jarlner.

Jeg er enig. Man kan måske ligefrem udvise mangel på respekt for krigens ofre ved at skjule deres lidelser.

bjarne.schilling@pol.dk